Sorring indbyder igen til solbærhøst
Gør som noma-kokkene: Tag til Sorring. For selv om vinteren trak ud i år, fik solbærbuskene i Sorring ikke frostskader. De står nu med dejlige sorte bær klar til at blive plukket.
Bestyrelsen i Landsbyen Sorring ApS har brugt en del af ventetiden til at tilplante et nyt areal med flere andre bærbuske. Der er sat to slags stikkelsbær, grønne og røde, ribs, to slags efterårshindbær, gule og røde, og Jostabær, som nu står og strutter med – i år - nogle ganske få bær. Til næste år vil der også blive åbnet for selvpluk af disse bær.
Start for 14 år siden
Den nuværende solbærmark blev tilplantet i 1999, hvor frivillige kræfter satte de 15.000 stiklinger i jorden på de sydvendte skråninger i Dybdalen. Pasningen af solbærplantagen er gennem årene også sket ved frivillig indsats, ligesom høstmandskabet år efter år består af en række af byens borgere.
Smagsprøver
Landsbyen Sorring ApS har en god tradition for at afholde en festlig høstdag med markedsstemning hele dagen. Ud over salg af solbær er der gæsteboder, smagsprøver, hyggemusik og en lille cafe, hvor der kan købes bl.a. solbærtærte.
Også med maskine
I år bliver det søndag 4. august fra kl. 10 – 16, der høstes LandsbySolbær ved Dybdalsvej syd for Sorring by fra høstmaskine eller ved selvpluk. Der er også mulighed for selvpluk inden selve høstdagen.
Restaurant noma tyvstartede
Mange selvplukkere kommer langvejs fra år efter år for at fylde bøtter og baljer med solbær. Nogle plukker helt op til 25 kg, som de skal have med hjem og lave saft og marmelade af. Kokke fra Michelin-restauranten noma startede allerede i marts! Forklaringen er den, at man allerede i marts kom til Sorring for at plukke solbærknopper. Tilbagemeldingen lød: Råvaren er fremragende og er nu anvendt til en ny dessert.