"Folk tror, at vandsenge er passé, men de har aldrig solgt bedre"
For første gang i mange år bød 2012 på fremgang på det danske marked for virksomheden i Ry, Akva Waterbeds
Det går rigtig godt for Ry-virksomheden Akva Waterbeds, som kom ud af 2012 med et overskud på 2,4 millioner kroner.
“Folk tror at vandsenge er passé, men faktum er at vi aldrig har haft det bedre,” siger en glad fabrikant, Lars Brunsø, mens han viser rundt i sit firma, som han startede i 1981.
Han er født på Grønland og oprindelig bankuddannet, men så var det at han, som 22-årig, fik øjnene op for de amerikanske vandsenge.
“Jeg så nogle muligheder i dem. Der vil altid være vandsenge, fordi de repræsenterer naturvidenskabelige principper, som altid vil være der. Den første vandseng havde du i din mors mave,” forklarer han.
Kunder i 30 lande
96 procent af omsætningen får firmaet fra eksport til blandt andet Tyskland, som er den største kunde.
“I Tyskland har de en kurbadstradition, hvor vand er det centrale. De tænker anderledes, når det gælder vandsenge,” siger han.
Men også lande som England, Frankrig, Østrig, Schweiz og de nordiske lande køber vandsenge fra virksomheden i Ry. Her er det både private, men også institutioner og hospitaler, der køber sengene.
I forbindelse med dronningebesøget i september sidste år, havde sansehuset, Guldhornet, besøg fra Tokyo, der blev så begejstret for vandsengene, at der nu er showroom i byen.
Fremgang i Danmark
“I forhold til at bruge vores vandseng på institutioner som Sølund, betyder det at man kan passe flere patienter på samme tid. Det er et effektivt produkt. Vand og lyd kan noget helt specielt som et materiale som skumgummi ikke kan. Det er som en forlængelse af tiden i mors mave. Vi oplever, at når brugerne sover i vandseng, bliver deres medicinforbrug mindre og de oplever et større velbefindende,” siger han.
2012 er også første år i lang tid, hvor der er fremgang på det danske marked.
“Vi har vækstet på det danske marked inden for det sidste års tid, særlig i Østjylland men også i København og Nordsjælland. Ting har det med at gentage sig i bølger. Vandsenge er ikke moderne som tidligere, men folk er ved at finde ud af, at det er meget andet end før,” forklarer han
Vi skal fortsætte
Virksomheden producerer 80 vandmadrasser om dagen hele året rundt, hvilket svarer til 14.000 madrasser om året og 5000 komplette senge om året. “Jeg tror på begrebet “insourcing”, som betyder, at vi holder hele produktionen på et sted. Så har jeg indflydelse på produktionens egenskaber og vi har alle kompetencerne her i huset, når vi skal udvikle på vores produkt. Det er meget mere effektivt at alle er i huset,” siger han.
Det er ifølge direktøren grunden til at firmaet ikke har mærket til den finansielle krise.
“Når fabrikken er et sted, er det hurtigere at tilpasse os markedet, og vi er rigtig gode til at produktudvikle. Vi har fundet en helt unik niche og har derfor ingen konkurrenter. Vi har heller ingen lagervarer, fordi alt er solgt inden det bliver produceret. Så vi skal fortsætte, som vi gør. Selvom det en udfordring at drive virksomhed i Danmark på grund af omkostningsforbruget, tror jeg at fremgangen vil blive større, fordi danskerne er ved at få øjnene op for fordelene ved vandseng,” siger han.