Man bliver aldrig for gammel til fællesskab
Sommerlejren er stadig et must for 17-19 årige 'Skovfolket'-spejdere
Fællesskab, hængekøjer og tunsalat. Det er den korte opskrift på en vellykket klansommerlejr, hvis man spørger ni seniorspejdere i 'Klan Koldskål', der netop er vendt hjem efter en uge i spejderkollektiv ved Ebeltoft.
De ældste har kørekort og skal i gang med videregående uddannelse, mens de yngste er på vej ind på gymnasiet og handelsskolen, hvor flere af spejderkammeraterne allerede går. Klanspejderne fra Skovfolket kommer fra forskellige skoler og vidt forskellige baggrunde, men hænger alligevel sammen som ærtehalm, fordi de har spejderinteressen til fælles. De fleste har været spejdere sammen i flere år, men siden de fik fødderne under eget klanbord, er der også kommet flere unge til udefra. Et klart vidnesbyrd om at spejderiet også har noget at byde på, selv om hverdagen som regel byder på lektier og weekenden på fest.
"Det har været rigtig fedt at se, at det sagtens kan fungere helt uden voksne," fortæller Anders og laver gåsetegn med fingrene, fordi han i virkeligheden mener gamle voksne. Der har slet ikke været ballade omkring arbejdsfordelingen i løbet af ugen, hvor alle har taget deres tørn og hjulpet hinanden.
For 10 kroner Kandis
Ugen bød på det uundgåelige besøg på Fregatten Jylland og det blev også til en festlig dag i Djurs Sommerland, hvor klanens gennemsnitsalder for en tid faldt til under det halve. Og som om det ikke var nok, så bød Ebeltoft også på stort kræmmermarked, hvor selveste Kandis spillede op for en entré på kun 10 kr. Men selvfølgelig var der også gammeldags spejderting på menuen.
"Nogle af drengene gik ret hurtigt i gang med rafter og besnøringssnor, så de kunne sove ude i hængekøjer," fortæller Ditte og Nanna, der begge selv tog en enkelt nat under åben himmel som alternativ til den lejede spejderhyttes hårde murstens gulv.
"Og så var vi jo på hike," uddyber Pernille, der bestemt mener, at hun har fortjent et 50 km mærke, specielt hvis nogle af de andre skal have et klip-klap mærke og et barfodsmærke for at gennemføre vandreturen gennem Mols Bjerge til Kalø i anderledes fodtøj.
Planlægning af lejren har ifølge klanleder Daniel Michaelsen stået på i et halvt års tid, og undervejs i processen var der både planer om Djursland, Kerteminde og Skagen, men turen endte i Ebeltoft, fordi det her lykkedes det at finde en hytte, der ikke kostede en formue i leje. Både planlægningen og selve lejren har givet gode erfaringer, og alle Koldskåls-spejderne er rørende enige om, at de vil afsted igen.
"Næste år skal vi efter planen på lejr hos vores venskabsgrupper i Cornwall i England, og der er allerede nogen, der har gode ideer om lejren i 2015, smiler klanlederen, der dog stadig holder alle muligheder åbne. Det bliver noget, vi afgør til den tid, så nye klanmedlemmer også får noget at skulle have sagt."
Og så det med tunfisken
Annes tunsalat viste sig at være et hit, og den er der ingen, der vil vente et helt år på at smage igen. Den første portion var beregnet til at holde tre dage, men forsvandt på et enkelt måltid, og resten af ugen i Ebeltoft var hun konstant bagud med produktionen. Så når klanspejderne efter ferien skal genoplive lejrminder, vil der helt sikkert igen blive efterlyst chips, chips, chips og så tunsalat.