Ørsted Kro på folkeaktier
Borgere i Ørsted vil sælge Ørsted Kro på folkeaktier á 1000 kroner
Cirka 40 Ørsted-borgere mødtes i sidste uge for at følge op på forrige uges møde om Ørsted Kros fremtid. Der var kendte ansigter fra onsdagen før, men også mindst 10 nye var kommet til, fortæller én af initiativtagerne Dag Kristiansen.
Vil finde en forpagter
Der var enighed om at stifte et aktieselskab, der forestår købet af kroen, samt en støtteforening, der sørger for aktiviteter på kroen og i byen.
Forsamlingen var også enig om at nedlægge den eksisterende krostue i dens nuværende form. Det betyder, at der reelt ikke er en bodega på kroen.
Til købet af kroen etableres et aktieselskab, og stykstørrelsen på aktierne er 1.000 kroner. Én aktie giver én stemme. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der har til formål at styre processen bag selve købet samt koordinere en husstandsindsamling, der gør det muligt at købe kroen.
Målet er at finde en forpagter, der skal drive Ørsted Kro.
Tilsagn fra 25 husstande
Arbejdsgruppen holdt efterfølgende et kort møde. Her var man enige om straks at sætte indsamlingen i gang, at der stemmes dørklokker i uge 26, 27 og 28, at alle meget gerne må gøre snakken aktiv på facebook og i andre medier, og endelig at der er realistiske forventninger om at kroen kan overtages 1. september i år.
Salget af folkeaktier tegner godt. Allerede 19. juni var der fra 25 husstande givet tilsagn om indskud i Ørsted Kro på 327.000 kroner.