Fortsæt til indhold

Stilling Naturbolcher får ny ejer

Lone Temnæs har kvittet pædagog-jobbet for at blive fuldtidsbolchekoger

Samfund
Af Bettina Sønderskov

42-årige Lone Temnæs har efter flere år som pædagog og taxachauffør kastet sig ud i noget helt andet. Siden jul har hun været i skarp træning som bolchekoger ved de hidtidige ejere af Stilling Naturbolcher.
"Nu glæder jeg mig til at overtage forretningen," siger Lone Temnæs, som i forbindelse med overdragelsen også har købt de tidligere ejere Jette og Ole Nielsens hemmelige opskrifter på slikkepinde, rustne søm og rabarberstokke. Stilling Naturbolcher har siden starten i 1997 udviklet sig til en virksomhed med tre ansatte og en produktportefølge på 35 forskellige bolchevarianter. De er alle produceret med naturlige eller naturidentiske farver, og det bliver der ikke ændret på.

Drømmer om blåbær

"Jeg fortsætter med naturfarverne og de samme bolchetyper som hidtil, og så har jeg en drøm om at udvikle et blåbærbolche, for jeg elsker blåbær," siger den tidligere pædagog.
Den lille virksomhed leverer bolcher til bogcafeer, slikbutikker, og firmaer, som bruger bolcherne som visitkort og ikke mindst private, som kommer ud til salgsvognen på adressen eller køber bolcherne på markeder rundt omkring.
Der er reception for kunder, leverandører, familie og venner fredag den 5.april 2013 klokken 14 – 17 ved bolchekogeriet på Gl. Randersvej 24.