Så er der ophørsudsalg på film og slik i Skanderborg
En æra er forbi. Videoudlejningsbutikken Blockbuster lukker og genopstår i mini-udgave i Mini-Centret
Engang var fredagsfilmen noget, man hentede i videokiosken sammen med en pose matadormiks. Det er det stadig for en del, men de seneste år er der især i hverdagene blevet længere og længere imellem kunderne i Blockbuster i Skanderborg. Derfor holder butikken i Adelgade nu ophørsudsalg med 30 procent rabat på film, slik, chips og is med mere.
"Udlejningsomsætningen i Skanderborg er ikke længere stor nok til, at vi kan have en selvstændig butik, men det betyder ikke, at vi lukker og slukker for alle aktiviteter i Skanderborg," siger Simon Baruch, som er salgschef i Blockbuster Express.
Han har lige skrevet under på en aftale med Mini-Centret i Møllegade i Skanderborg. Den betyder, at Blockbuster genopstår i en shop-in-shop model i Mini-Centret, når Blockbuster i Adelgade drejer nøglen 30. juni i år.
"Kiosken får et mindre udvalg af film, og der er nok nogle kunder, som vil gå forgæves efter "Titanic" og andre gamle film, for vi dropper hele bagkataloget. Til gengæld kan man stadig leje alle de nyeste film og spil til playstation med Blu-ray kvalitet," siger Simon Baruch.
Han forventer, at den nye shop-in-shop Blockbuster i Mini-Centret er på benene omkring den 1. juli.
Bliver nogen af de ansatte, som nu mister deres jobs, så flyttet med over til Mini-Centret?
"Det kan jeg ikke afvise, men det er ikke en model, som vi har set før. Blockbuster Express konceptet betyder, at de køber vores videoudlejningsmodel. Vi hjælper dem med opstarten, men blander os ellers ikke i, hvordan de kører det, og hvem der tager sig af betjeningen," siger han.