"En fest for hele byen"
Sommerfest i Vivild starter onsdag og slutter lørdag nat
"Vi glæder os. Det vigtigste er at det er en fest for hele byen, og at så mange som muligt stiller op og er med."
Iben Bolvig er med i sommerfestudvalget til Vivilds sommerfest og hun er programansvarlig sammen med Rikke Kristensen. Hun kan berette om et program, der både indeholder aktiviteter der kræver medvirken af byens folk, aktiviteter hvor man skal have forberedt sig hjemmefra og ting, hvor man bare kan læne sig tilbage og nyde noget godt musik, mad eller en spændende fodboldkamp.
cykelløb åbner sommerfesten
Cykelløbet, der åbner ballet, finder sted onsdag 31. juli klokken 17.30. Det var meningen, at det skulle have været et gadeløb, men det fik man nej til fra politiet. I stedet bliver det en enkeltstart med en rute i området. Resten af onsdagen er der U19-fodboldkamp og agurketurnering.
Torsdagen starter med en times informationsmøde med de fem grupper, der arbejder med ideer til fremtidens Vivild. Derefter er der skattejagt for børnene, høvdingebold for børnehold og voksenhold, en venskabskamp i fodbold mellem Serie 2 Vivild og Nørager, og aftenen slutter med god musik af Peter Vildmand.
Bankohoildene dyster
Fredag er der pensionisteftermiddag klokken 15 med kaffebord og lokale syngepiger til at hygge om gæsterne. Iben Bolvig mener, at syngepigerne har gjort lidt ekstra ud af påklædningen.
Fredagen fortsætter med havetraktortræk, inden den store bemandingsdyst klokken 20. Det er de hold, der hver torsdag skiftes til at rydde op efter idrætsforeningens bankospil, der er blevet sat til at dyste mod hinanden. Ifølge Iben Bolvig vil de blandt andet blive udfordret i at pakke borde sammen på tid, samle brikker sammen og andre relevante ting.
Børnene og de unge kan komme på diskotek. De små klokken 19, og de lidt større klokken 22. Inden minidisko tilbyder frisør Lone Hattesen og negletekniker Anni Skannrup at ordne hår og negle på diskoteksgæsterne.
Optog og gadekor
Lørdagen starter med optog, og hvis der bliver samme deltagelse som tidligere, kan man nok regne med at se 10-12 flot pyntede vogne. Derefter følger bueskydningskonkurrence, kåring af bedste vogne, Djursland Slotcar Racing, gadedysten, optræden af MGP-pigerne Artbreakers, Djursland Spillemænd, fællesspisning og gadekor-dyst med fire kor, hvor nogle af korene efter sigende har øvet sig lidt mere end andre.
Sommerfesten slutter med udtrækning af 10.000 kroner på skrabelod og fest og dans til Hell Friis Over.