På toppen i Tour de Aarhus

Med usikre bevægelser hopper jeg op på el-cyklen og træder forsigtigt i pedalerne. Solen skinner, himlen er blå, og jeg spekulerer på, hvordan jeg mon kommer fremad. Jeg har aldrig været hurtig på en cykel, og jeg skal nu prøve, om el-cyklen er min nye ven.
"Skal jeg ikke gøre andet end at træde?" Spørger jeg den kyndige cykelforhandler, som griner venligt af mit spørgsmål.
I mit stille sind ved jeg det godt:
"Det er bare en cykel med motor, men hvad hvis den pludselig kører fra mig"
Jeg cykler langsomt op ad Frederiks Allé, imens trafikken suser forbi, og jeg føler, at hele verden ser mine bevægelser.
Og så med ét mærker jeg den nænsomme hånd. Som en ven i nøden får jeg et let skub i ryggen, og jeg mærker straks, at venskabet med el-cyklen begynder at spire.
Vejen er flad, men alligevel skubber den usynlige hånd mig fremad, og inden jeg får set mig om, suser jeg ned ad Ringgaden med vind i håret. Det er første gang, jeg har overhalet nogen på en cykelsti, og jeg føler mig som en snegl, der lige har fået installeret motor.

Op ad bakke

Jeg vender cyklen i krydset ved Søren Frichs vej, og som en anden bjergrytter fører jeg løbet. Væk er alle aggressive ringklokker, der minder mig om, at jeg er i vejen for sprinterne. Jeg tilbagelægger Ringgaden i et hurtig træk, og når den ultimative sejr, da jeg mærker, at mit åndedræt er stabilt, og sveddråberne er erstattet af overskud. Jeg er den første på toppen i mit eget imaginære Tour de France.
Tilbage på Frederiks Allé er jeg for alvor blevet gode venner med el-cyklen. Selvom min puls ikke er galopperende, så føler jeg alligevel, at jeg har fået motion. Hvis jeg drømmer om at komme i træning til det næste Tour de France, så er el-cyklen måske ikke det optimale. Til gengæld kan jeg cykle uden at svede, og cykle længere med samme fart. Så jeg klapper i hænderne, da jeg når i mål, og jeg glæder mig over, at frøene til et langt venskab med el-cyklen er sået.