Fortsæt til indhold

VM i gokart - en succes for Aarhus

I sidste uge var der VM i gokart i Racehall i Viby, og det blev en succes for smilets by

Samfund
Camilla Olesen

For første gang nogensinde har der været VM i gokart i Danmark - nærmere betegnet i Racehall i Viby.
Spørger man direktør i Racehall, Henrik Stærmose er han ikke i tvivl om, at det har været en succes både sportsligt, men også for Aarhus som by.
“Der har blandt andet været 24 kørere fra Brasilien og 26 fra Holland plus deres påhæng. De har sovet i forskellige byer i Østjylland, men alene her i Aarhus har det givet 20 hotelovernatninger,” siger Henrik Stærmose og fortsætter:
“Det har helt sikkert en værdi for Aarhus, at vi har haft VM i byen, og vi har gennem hele forløbet haft et godt samarbejde med Visit Aarhus.”
I alt har der været omkring 300 mennesker i byen på grund af gokart VM.

På verdenskortet

“Jeg er stolt over, at være med til at sætte os på verdenskortet. Den her bane er verdens bedste indendørs gokart-bane, og der har været folk fra hele verden, der har fulgt med live på nettet. På den måde er vi blevet verdenskendt, og det er godt for Aarhus,” siger Henrik Stærmose.

Ingen økonomisk gevinst

På den korte bane har VM dog ikke givet Racehall nogen økonomisk gevinst, da det har været dyrt at arrangere mesterskabet, men han er ikke i tvivl om, at det er godt på længere sigt.
Når det så er sagt, så har der været en stigning på 20 procent i antallet af gæster i Racehall, siden det i november blev meldt ud, at VM kom til byen.
“Jeg er heller ikke i tvivl om, at der kommer flere folk fremover, fordi Racehall nu er blevet kendt. Vi har også oplevet, at der kommer langt flere udlændinge og besøger os. Det her VM er helt afgjort med til at brande både banen og Aarhus. Den kommende måned har man også mulighed for at komme og køre på VM-banen,” siger Henrik Stærmose.
Én af kørerne ved VM er 15-årige Nicolaj Kandborg fra Hasselager, og han er tilfreds med det professionelle arrangement.
“Jeg startede her som fem-seks årig, og det er rigtig fedt at have kørt VM på hjemmebane. Det er det største inden for indendørs gokart,” siger Nicolaj Kandborg.
Næste år er der VM i Brasilien. Det er endnu ikke afgjort, hvor det bliver om to år, men der er ingen tvivl om, at Racehall vil byde ind på det.