Fortsæt til indhold

Pas en hundehvalp for Dansk Blindesamfund

Dansk Blindesamfund søger foderværter for kommende førerhunde

Samfund
Mogens Greve

Ved at tage imod en otte uger gammel hundehvalp og passe/opdrage den et år, kan man være med til at hjælpe blinde og svagtseende til hurtigere at få en førerhund. Der er nemlig mangel på foderværter, og flere værter kan være med til at forkorte ventelisten til en førerhund i Danmark.

20 norske hunde

For knap fem år siden købte Dansk Blindesamfund 20 hunde fra den norske foderværtsordning, og siden da har man startet en lignende ordning i Danmark. Men mens der i Norge er lang kø for at blive foderværter, mangler man stadig i Danmark.
Som fodervært skal man passe en hundehvalp indkøbt af Dansk Blindesamfund i et år og får en instruktør koblet på som mentor.
”Vi søger altid nye foderværter, hvor man blandt andet har mulighed for at prøve, hvad det vil sige at have hund,” siger førerhundeinstruktør ved Dansk Blindesamfund, Jens Martin Elsborg.
”Der stilles ikke specielle boligkrav - en fodervært i Herning bor i en lejlighed på 1. sal - men med gode udenomsarealer.”

Både land- og bymiljø

Inden den egentlige træning af førerhundens praktiske færdigheder begynder, skal hunden ved foderværten vise, at den har en rolig psyke, mens den lærer at fungere i hverdagens forskellige situationer i både land- og bymiljø. Den skal kunne omgås andre dyr, sidde på plads, gå stille og roligt og ikke suse rundt i møblerne hjemme i stuen.
Lige nu har Jens Martin Elsborg opsyn med fire hunde ved foderværter i Herning-området samt en i Rønde.
”Selv om det både har kostet tid og penge, sælger vi aldrig en hund, hvis den er en ”hundekikser” som alligevel ikke egner sig som førerhund - men forærer den væk.”
Foderværter må fra starten være indstillet på, at hunden tilhører Danske Blindesamfund og SKAL afleveres tilbage efter et år. Og når hunden er afleveret, er det op til den nye bruger, om man derefter fortsat kan have kontakt med hunden.
Jens Martin Elsborg har i tidens løb sagt farvel til mange hunde som han har haft boende i hjemmet i Hornslet for at træne dem op til at blive gode førerhunde.
”Selvfølgelig kan det være svært at sige farvel til en hund, men det hjælper, når jeg ser den blindes glæde sammen med en af ”mine” hunde.”