Billetsalg stiger til årets Lilleåmarked
"Alt tyder på, at det bliver et rigtig godt besøgt Lilleåmarked i 2013, ikke mindst takket være de nye tiltag, som vores idemand – Ole Koue - har lagt for dagen i 2013," fortæller Henning Stenholt fra Lions i Hadsten, der står bag markedet.
"Vi har ikke tidligere solgt billetter i forsalg til lørdag aften, men i 2013, hvor vi får besøg af 'Michael Learns To Rock', er der allerede nu solgt lige så mange billetter som til fredag aften. "
"Festaftenen fredag – i år vestjyskbank aften – ser ud til at få lige så stort besøg som i de gode gamle år 2010 og 2011, hvor vi kunne byde velkommen til ca. 600 gæster i Store Telt. På nuværende tidspunkt er der solgt flere billetter end de tilsvarende antal på samme dato i de to nævnte år."
I år bliver Løvehulen flyttet til en ny placering, så der bliver mere plads til kræmmere. Der meldes alt udsolgt indenfor stadepladser i 2013 til op mod 100 kræmmere.
Spot på rygning
En af dem der har booket en stand er Kræftens Bekæmpelse.
"Vores absolutte hovedtema på Lilleåmarkedet i Hadsten i sidste del af uge 32 er at få sat fokus på rygning,” siger bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse, Ellen Rasmussen og føjer til:
”Derfor er vi glade for, at Favrskov Kommunes rygestopinstruktør Marlene Gundersen vil være til stede på vores stand på markedet lørdag fra kl. 12.00 til kl. 14.00”.
Derudover vil repræsentanter fra Kræftens Bekæmpelse naturligvis være klar med information, råd og vejledning begge dage.