En dårlig købmand

Spild er en vigtig, men mærkelig størrelse: Madspildet i Danmark skønnes at være hele 30 procent, hvorfor der kører en stor kampagne for, at vi til fælles fordel får det nedbragt.
Omvendt siger al erfaring, at der skal være et vist spild. Det ved enhver, der har egen husholdning. For er der slet intet spild, har man spildt alt for mange ressourcer på at undgå spild! Spild minimeres ved at holde det på et lavt niveau uden at spilde for meget på at undgå spild, mens eliminering af spild indebærer et alt for stort spild af andre ressourcer, energi og opmærksomhed.
Hvis ikke man kan acceptere et vist spild, er man hurtigt ”out of business”, som det hedder på nudansk. Og dog. På søndag kan du i kirken høre om en fårehyrde, der lod 99 får stå ubeskyttet tilbage, idet han forlod sin flok for at finde det ene får, der havde forvildet sig bort.
Ud fra enhver økonomisk betragtning er det ren galimatias og helt uansvarligt at sætte de 99 på spil for at redde én. Medmindre altså, at man selv er den ene, som hyrden forlod de 99 for at redde!
Gud er en elendig økonom. Han satte i Kristus alt på spil for at redde hvert menneske, der burde afskrives som spild. Man ryster kun på hovedet, indtil man tænker, om det kunne være mig, der ville være spildt.
Paulus skriver i 1. Kor. 1,25:
"Guds dårskab er visere end mennesker."
Kunne det tænkes også hos os, at det ikke er det, der kan betale sig, som skaber livet, men den kærlighed og vilje, der trodser al økonomi og fornuft?