Fortsæt til indhold

Dobbeltjubilæum i plastvirksomhed

Indehaver Ulla Henssel markerer kombineret 30 og 50 års jubilæum i Scanchemi Plastindustri i Strøby den 9. august.

Samfund
Martin Rasmussen

JUBILÆUM: Der er dobbeltjubilæum i den lille virksomhed Scanchemi Plastindustri i Strøby. Dels er det 50 år siden, at virksomheden rykkede ind i de gamle skolelokaler, som indtil 1963 husede Grøftemarkens Skole, dels er det nu 30 år siden, at indehaver Ulla Henssel overtog virksomheden sammen med sin mand.
Virksomheden fremstiller blandt andet Krøyerkugler, der bruges som fyld til sækkestole, og flydere til fiskeri samt en række hobby- og dekorationsartikler. Men gennem tiden er det også blevet til en række specialopgaver - lige fra en flamingomåne til programmet Sommer Summarum på DR's tv-kanal Ramasjang til formstøbte plastikdele til håndsættene til de første mobiltelefoner.
Desuden leverede Strøbyvirksomheden som en af sine største enkeltopgaver gennem tiden 220 kvadratmeter kulisse til Skuespilshuset i København til åbningsforestillingen Hamlet.
Ulla Henssel har drevet virksomheden videre på egen hånd efter sin mands meget pludselige død for lidt over tre år siden, og hun får i travle perioder hjælp af sin søn, Jarle Henssel. Hun glæder sig over en stabil og trofast kundekreds, hvoraf nogle har været kunder hos virksomheden gennem alle 30 år.
I forbindelse med jubilæet inviteres kunder, leverandører, øvrige forretningsforbindelser samt familie og venner til reception fredag den 9. august klokken 14-17 på Skovvangsvej 49B i Strøby Egede.

Ulla Henssel. (Foto: JCJ).
(Foto: JCJ).