71-årig kvinde springer ud som vagabond

Onsdag den 7. august 2013 startede Birgit Skov fra Tørring dagen med at gå til fodplejer.
Det er der en rigtig god grund til, for samme dag begiver den 71-årige kvinde sig ud på en længere vandretur på cirka 10 dage. Turen går fra hjemmet i Tørring til Lundeborg ved Svendborg. Det er en strækning på op imod 150 kilometer, som Birgit vil gå med en barnevogn med plads til lidt tøj og et lille Iglotelt til at sove i.
"Det handler ikke om noget væddemål, eller om hvor langt jeg kan gå. Nej, jeg skal simpelthen ud at opleve Guds frie natur og se, hvordan jeg bliver taget imod. Hvis jeg skal på toilet, ringer jeg på et sted og spørger samtidig, om jeg kan få lov til at låne en kaffemaskine. Jeg tager to poser kaffe og en termokande med samt en køletaske med lidt brød og pålæg. Jeg kan også godt finde på at spørge om en madpakke. Jeg går ind i folk med træsko på. Man kan jo højest få et nej," siger Birgit Skov.

En gammel drøm

Den 71-årige kvinde fra Tørring er ikke spor genert og deler gerne sit livs op- og nedture med andre.
Birgit er vokset op i Tørring, hvor hun arbejdede i sit fars bageri, Skov Lauritsen. Birgit blev kaldt Birgit Bager, og da hendes bror senere overtog bageriet og kaldte det Skovbrød, blev hun kaldt Birgit Skovbrød.
I Tørring blev hun gift og fik tre børn med sin mand. Efter 29 års ægteskab blev parret skilt, og Birgit flyttede i "eksil" og fik prøvet sine egne vinger af. Turen gik blandt andet til Sønder Omme, hvor hun boede med en ny mand.
I Sønder Omme tog den lokale slagter og en kumpan hver sommer ud for at vagabondere, og siden da har Birgit Skov drømt om selv at gå som vagabond.
"Der er altid kommet det ene og det andet i vejen, men nu skal det være, og jeg har ikke tænkt mig at fortryde. Så skal jeg da blive dødssyg," siger hun stålfast.

Kun 200 kroner med

For nylig mødte hun et par "rigtige" vagabonder med barnevogn ved Jelling Musikfestival.
"De sagde, det er herligt at være vagabond, og de sagde, de ville støde til mig på vejen. Nu må vi se. Jeg tager en dag af gangen, og jeg møder dem, hvis jeg møder dem. Jeg skal ud at være en fri fugl, og jeg glæder mig vanvittigt meget."
Birgit har tænkt sig kun at tage det mest nødvendige med samt mobiltelefon og 200 kroner i kontanter, som hun håber at kunne klare sig for.
"Jeg har strikket strømper og har nogle smykker og malerier med, som jeg håber at kunne sælge. Og måske synger jeg nogle skillingsviser undervejs."

Lars Tyndskids mark

Fra hjemmet i Tørring går vandreturen sydpå gennem Grejsdalen og til Vejle, hvor vagabonden har taget imod tilbuddet om at overnatte den første nat hos en veninde i byen. Herfra går hun til Skærup og over den gamle bro og tværs over Fyn, til hun når Lundeborg ved Svendborg på den fynske østkyst.
"Jeg skal have kørt turen i bil for at finde nogle destinationer, så jeg ikke pludselig står ude på Lars Tyndskids mark og skal sove. Jeg regner med at gå 20-25 kilometer om dagen, så jeg kan være hjemme til fætter-kusine-fest 10 dage senere. Det skal være sådan, at jeg kan holde fri en dag, hvis jeg for eksempel kommer til en by med sommerfest."

Vant til at vandre

Birgit er ikke bekymret for, om hun kan klare at gå så mange kilometer om dagen i over en uge. Hun er ret aktiv til daglig og har været vant til at gå en time om dagen.
Det begyndte hun med for tre år siden, da hun efter sine 16 år i eksil flyttede tilbage til Tørring for at komme tættere på sin mor, der var syg og var kommet på plejehjem.
På det tidspunkt var Birgits eget liv gået fuldstændig i stå.
"Jeg havde taget meget på og vejede 72 kilo, efter jeg i seks år havde siddet i en lejlighed fra morgen til aften og set fjernsyn," fortæller hun.
Tilbage i Tørring, hvor hendes mor døde blot tre måneder senere, fandt Birgit ud af, at der var noget helt galt med hendes liv. Hun tog derfor kontakt til en psykolog og fik nogle timer, som viste sig at være den bedste investering i sit liv.
Hun droppede samtidig hvidt brød og begyndte at gå en time om dagen. Efter 17 måneder havde hun tabt 22 kilo og var helt ned på 50 kilo. I dag er hun oppe på 58 kilo og har det godt med sig selv og sin vægt.
"Jeg er blevet en slendrian og kommer ikke af sted hver morgen. Men det skal jeg fra nu af. Det er jeg nødt til med sådan et projekt, jeg skal ud på," siger hun.