Fortsæt til indhold

Mørke møder Europa

Fodbolddrenge- og piger skal deltage i international turnering i Barcelona

Samfund
Af Anna B. D. Lorenzen

U14, U17 drengene og U17 pigerne fra Mørke IF rejser i efterårsferien til Spaniens næststørste by, Barcelona, hvor de skal deltage i Costa Brava Cup. 50 spillere, 6 trænere, 3 ansvarlige og 14 forældre skal med på turen sammen med træner Tonni Kristensen.

Guldfeber og fællesskab

Tonni Kristensen har trænet U17 drengene i 6 år og mener, han står med et stærkt hold på hånden. Han håber på en guldmedalje til holdet, men understreger at de lige så meget rejser for at styrke holdets sammenhold.
”Vi rejser derned for at give de unge mennesker en kæmpe oplevelse. Samtidig håber jeg, det giver en kickstart til fællesskabet – også for klubbens skyld, altså at det vil trække flere spillere til. Det er klubbens første udenlandstur, Jeg håber mit engagement vil medføre mere af den slags initiativ,” mener Tonni Kristensen.

At løfte i flok

At planlægge en tur for 50 unge mennesker kræver meget arbejde. Trænerne står for det praktiske, mens spillernes forældre ligeledes bakker op om projektet. De har hjulpet de unge til at indtjene penge gennem arbejde for folk i Mørke, sælge målaktier og lodsedler, så turen bliver billigere for den enkelte spiller. Takket være fliden er der blevet indtjent 22.000 kr. Desuden har de modtaget donationer til turen fra DBU, Mørke Sparekassefonden og Bodega Bold. Udgangspunktet var, at turen ville koste 3000 kr. pr. næse, Nu er prisen kommet ned på cirka 2200 kr. pr. spiller.

180 hold tilmeldt

Spillerne er lovet minimum fire kampe. Et antal, der kan forøges, hvis et af holdene når videre i turneringen. 180 hold er tilmeldte, flere af dem er danskere, men derudover er Frankrig, Tyskland, Holland, Polen og Sverige repræsenteret.
”At spille mod udenlandske hold er en oplevelse i sig selv. Noget, de unge ikke har prøvet før,” fortæller Tonni Kristensen.
Når ikke der spilles fodbold, er deltagerne indlogeret på hotel med pool. Desuden skal de have rundvisning på Barcelonas stadion Camp Nou og på bytur for at shoppe.