Fortsæt til indhold

Folkedans fra fjerne himmelstrøg

350 folkedansere fra i alt 10 lande besøgte i sidste uge Kolding

Samfund
Susie Jessen

Folkedans Livlige litauiske rytmer, eksotiske tyrkiske klokker og dampende afrikanske trommer fra Ghana.
I sidste uge var midtbyen i Kolding en stor blanding af kulturer fra hele Verden, da Triangle Folklore Festival fandt vej til byen.
Festivalen, som i år finder sted for syvende gang, er et samarbejde mellem Kolding, Fredericia og Vejle.
Initiativet til festivalen kommer fra gruppen “Rejseholdet”, som i forbindelse med deres spillemandsmusik rejste rundt i hele Verden. Her fik de kontakt til folkedansere fra hele Verden og fik derefter en dansk festival for folkemusik stablet på benene.
Festivalen finder sted i Danmark hvert tredje år og i år kunne 350 folkedansere og 150 hjælpere fra Litauen, Tyrkiet, Serbien, Ukraine, Canada, Slovakiet, Indonesien, Baskerlandet, Frankrig og Ghana samles og fremvise deres nationers traditionelle danse. Både dansen, men også kostumerne er lavet med respekt for traditionerne i det givne land.
Per Sørensen er en af arrangørerne af Triangle Folklore Festival.
“Ideen med festivalen er dels at lave tre store gallashows, men også at udbrede folkedansen. Derfor danser de på gader og stræder i hele Trekantområdet. De dansere, som vi får på besøg, har en meget høj standard. Så det er meget seværdig folklore, som vi kan fremvise fra meget forskellige lande”, fortæller Per Sørensen.

Anerkendt festival

I løbet af opholdet har danserne været indkvarteret sammen på Rosborg Gymnasium i Vejle. På den måde er det også et møde med forskellige kulturer, som danserne oplever i løbet af deres ophold i Danmark.
“Faktisk er den danske festival Verdens mest anerkendte Folklore festival set i forhold til beværtning. Det er blevet en meget kendt festival ude i Verden”, fortæller Per Sørensen.

Dansegruppen fra Litauen indledte begivenheden på Rendebanen. Grupperne dansede også på Akseltorv i torsdags.

Lærer af hinanden

Serbiske Milan Kvajnovic er en af de 250 dansere, der i sidste uge var med sin gruppe i Danmark for at danse.
Han er ikke i tvivl om, at mødet med de andre dansere er en af de rigtig sjove oplevelser ved at være med på turen.
“Det er fantastisk at møde folk fra andre lande og kontinenter. Ikke mindst fordi vi får muligheden for at dele vores erfaringer med hinanden og se hinandens danse”, lyder det fra Milan Kvajnovic.
Samtidig påpeger danseren, at det har været sjovt at bo sammen med de øvrige deltagere i en hel uge.
“Vi er jo alle meget forskellige og det har vi udnyttet. Eksempelvis har vi lavet en del workshops i løbet af ugen, hvor vi har lært af hinanden. Det har været meget spændende” fortæller Milan Kvajnovic.
Grupperne har i løbet af den uge, de var i Danmark optrådt både i Vejle, Kolding og Fredericia. Opholdet sluttede af med et stort gallashow i Vejle i fredags.





























































“Det er fantastisk at møde folk fra andre lande og kontinenter. Ikke mindst fordi vi får muligheden for at dele vores erfaringer med hinanden og se hinandens danse”
Milan Kvajnovic, Serbien.

Milan Kvajnovic fra Serbien var især glad for at møde andre nationaliteter i forbindelse med turneen.