Ingen vin på Koldinghus
Jorden var gjort klar, pæle sat op til indhegning og vinstokkene indkøbt - men få dage før planterne, til det der skulle have været blevet til en Koldinghus-vin skulle plantes, fik initiativtagerne til projektet afslag fra Kulturstyrelsen
De nåede hverken at hælde drue på flaske eller smage den tørre hvidvin, de drømte om at høste af de 450 vinstokke der skulle have været sat i jorden i disse dage på østsiden af staldgården.
Kolding Vinlaug, med Jens Andersen i spidsen, har efter måneders forberedelse, møder og 50 vinentusiaster på medlemslisten højst overraskende fået afslag fra Kulturstyrelsen på deres ansøgning om at plante vin på slotsgrunden.
"Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville få afslag", siger en tydeligt skuffet Jens Andersen, der ligesom resten af vinlauget troede, at det blot var et spørgsmål om at få detaljerne på plads, inden ansøgningen til Kulturstyrelsen gik igennem.
"Vi fik for få dage siden brev fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme som har hjulpet os rigtig meget undervejs med det her projekt. De skrev, at det stort set bare var et spørgsmål om formalier, og så kunne vi gå i gang med at plante vinen",
Men sådan skulle det ikke gå. Et par dage senere fik vinlauget nemlig afslag på deres ansøgning om at plante vin. Kulturstyrelsens områdedirektør Poul Bache forklarer, hvorfor de har sagt nej tak til vin på slottet.
"Koldinghus er et fredet fortidsminde, det samme er det voldanlæg som det ligger på. Vi er meget restriktive med at gøre indgreb på fortidsminder, og da vi rent faktisk de sidste par år har arbejdet målrettet på, at få fritlagt voldene omkring slottet, så vil vi ikke tillade, at der skal plantes vin og sættes hegn op".
Ingen kommunikation Det er Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme der har lejet jorden ud til vinlauget, og det er også dem, der de sidste par måneder, har hjulpet Jens Andersen og de andre vinentusiaster med projektet. At de to styrelser, der har til hu
Med loven i hånden
Koldinghus Vinlaug nåede, de få måneder de eksisterede, op på 50 medlemmer og Jens Andersen er bitter over, at hegnspælene skal hives op og vinstokkene aldrig kommer i jorden.
"Der sidder nogle små konger med museumsloven i hånden og bestemmer, og der ikke skal plantes vin. Det er rigtig ærgerligt. Nu skal jeg forklare til 50 medlemmer, at det hele er droppet".
Hos Kulturstyrelsen er man enig i, at projektet aldrig skulle have været nået hertil, inden afslaget kom. Men de er samtidig helt sikre på, at det er den rette beslutning de har taget.
"Grundlaget for vores beslutning er museumslovens paragraf 29E som handler om, at man ikke må gøre indgreb i fortidsminder. Vi var godt klar over, at afslaget ville komme som en overraskelse for dem i Kolding, så det er ikke bare en enkelt kontorchef der har truffet beslutningen, det har været oppe på direktionsplan og det er blevet grundigt drøftet", forsikrer Poul Bache.
Det er muligt at anke afslaget til Naturklagenævnet men det har hverken Koldinghus Vinlaug eller Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme planer om.
"Projektet ville bringe en ny aktivitet, der ville forøge nytteværdien, til Koldinghus, men styrelsen respekterer, at fredningen af fortidsmindet kommer i første række", siger Niels Mellergaard, og slutter med at fortælle, at når hegnspælene er fjernet fra det der skulle have været en vinmark, så skal der plantes græs på arealet.