Det har været et mareridt
Familien kæmper stadig for at komme på fode efter Dan Petersens lysfabrik i Smørum brændte ned i april
"Det sætter os flere år tilbage, det er et stadig et mareridt at komme tilbage," siger Dan Petersen, ejer af lysfabrikken Cidex A/S i Smørum.
I april nedbrændte store dele af virksomheden totalt - kun lageret lykkedes det at redde fra flammerne.
I månederne, der siden er gået, har Dan og hans hustru Annizette Petersen, der også arbejder i virksomheden, kæmpet for at komme på fode igen, og det har ikke været nemt, fortæller de.
"Jeg har haft dage, hvor jeg har været ved at kaste håndklædet i ringen," siger Dan Petersen og fortæller, at branden også har været en rigtig grim oplevelse for familiens to børn, der på daværende tidspunkt var tre og syv år gamle.
På grund af lærerlockouten var de begge med mor og far på arbejde, den dag branden brød ud, og befandt sig på kontoret, der lå i produktionshallen, som nedbrændte totalt.
Knokler for at komme igen
Og det er ikke kun på det psykiske plan, at branden har påvirket familien. Arbejdsmæssigt har dagene også sneget sig op på et par ekstra timer for Dan Petersen på grund af alle de beslutninger, der konstant skal tages i forbindelse med det nye byggeri, og han forudser endnu længere dage.
"Nu går vi ind i efteråret og vores sæson. Det bliver hårdt, især med alle de beslutninger, der skal tages."
Familien har valgt at lave flere ting om i opbygningen af den nye produktionshal. Blandt andet var det en teknisk fejl på en af maskinerne, der startede branden, og Dan Petersen vil derfor nu bruge vand til opvarmning i stedet for el, fordi det er mere sikkert.
Og så skal der være flere bygninger.
"Fordi alt var samlet under et tag, så mistede vi det hele. I det nye byggeri spreder vi tingene mere ud, for jo mere det er spredt, jo mindre vil du miste, hvis det sker igen," forklarer Dan Petersen og fortæller, at han endnu ikke har et overblik over, hvad branden har kostet dem økonomisk.
"Men uanset hvordan vi kommer ud på den anden side, så står vi til et kæmpe tab," siger han.
Vil være klar til november
Familien havde håbet på, at produktionen ville være oppe og køre igen i starten af august, men den tidsplan har de måtte revurdere.
"Vi regner med at få bygningen op at stå i slutningen af august, og så håber vi på at kunne starte med at producere igen i slutningen af november," siger Annizette Petersen og fortæller, at en del af forsinkelsen skyldes, at de nye maskiner skal fragtes hjem fra Tyskland. Indtil videre arbejder de ansatte fra midlertidige pavillioner.