Mongol Rally med hidsig billetsælger

Vi tog fredag morgen afsked med den lokale familie, som vi havde boet to døgn hos i Baku. Før det kunne ske skulle vi have styr på visum og færge billet. To ting, vi egentlig troede var ok at nå på en dag. Vi tog fejl som altid. Vi stod og ventede og ventede og ventede foran det Turkmenistanske konsulat indtil vi endelig kom ind, og afleverede vores invitations brev til Turkmenistan. Så blev vi sendt til en bestemt bank i den modsatte ende af byen og vi skulle skaffe to pas billeder hver – og det havde vi tre kvarter til. Men vi klarede denne udfordring og kører mod færgen hvor rygterne siger den afgår fredag aften.
Vi ankommer til færgekajen og bliver glade, da vi møder andre rally deltagere. Hele billetkøbet på færgekajen ender dog i kaos, da billetsælgeren ikke taler et ord engelsk og har et hidsigt russisk temperament. Vi får købt billet til en helt forskruet overpris til os selv og bilen, så vi kan sejle mod Turkmenistan samme aften. Aftenen bliver brugt på den faldefærdige færges dæk, mens der drikkes øl og udveksles historier mellem rally deltagerne.

Bureakratisk gedemarked

Sejlturen burde egentlig kun tage 12 timer, men da lørdag er en udefinerbar helligdag i Turkmenistan har præsidenten i Turkmenistan valgt, at ingen i landet må arbejde, så vi må så ligge for anker i internationalt farvand til præsidenten mener, at det er ok at arbejde igen. Det sker så heldigvis sidst på aftenen, og så starter det største bureaukratiske gedemarked, vi endnu har set på turen. Vi skulle aflevere pas i en luge, betale i en anden luge, hente pas i den første luge, få stempel, og så videre til næste luge, hvor papirer skulle skrives.. 16 luger blev besøgt den aften, og alle vores dollars blev brugt i løbet af de seks timer, det tog
Reddet af en Lada
Næste dag kører vi nordpå for at finde et lækkert campingspot ved havet, som rejseguiden Lonely Planet har anbefalet. Det resulterer i, at vi bliver totalt fanget i sandet og kan hverken køre frem eller tilbage. Efter en times venten og graven kommer der dog en godmodig Lada kørende, han dytter, kører ind som om han ejede vejen råber lidt russiske fraser, sætter rebet fast i vores bil, trækker os fri i en ruf. Ja en Lada er skabt til dette landskab. Onsdag kører vi bilen på værksted i Bekdash og oplever dagligdagen i en tidligere sovjet by. Byen ser totalt smadret ud, men som man står der ved automekanikeren, går dagligdagen sin vante gang. Kvinderne handler ind, vasker tøj, smider skrald ud på hjørnet, børnene leger og køerne trasker rundt og spiser skrald. Vi begiver os efter anvisning fra to lokale mod grænsen – eller det tror vi i hvert fald. Vejen vi kører på bliver hurtigt meget dårlig og går på et punkt over i sandveje, hvor større og større bunker af sand ligger. Efter 10 km beslutter vi os for, at det her simpelthen ikke kan være rigtigt, og vi må vende om. Der er stor tvivl på holdet om, hvorvidt bilen nogen sinde kommer op igennem alt det sand igen. Det er et lykkebringende syn, da en 6 hjulet Kamaz lastbil ruller frem gennem sanddriverne og hjælper os frem til den rigtige vej. Vi bliver sendt af sted af to hovedrystende Kamaz chauffører.
Vejen mod grænsen er langt fra en tysk autobahn, men vi begiver os af sted med 20 km i timen på vejen, som sidst så asfalt i sovjets storhedstid. Efter halvanden time kommer to Kasakhstanske lastbiler rullende i det fjerne. Vi bliver så glade, at vi hopper ud af bilen og må give hånd til de to chauffører, som kigger skævt til vores Skoda, mens de ryster på hovedet. Ingen tvivl om at vi vækker opmærksomhed, hvor vi begiver os hen. Vi når endelig grænseområdet og kommer ud af Turkmenistan, og skal så vente på den Kasakhstanske grænse til næste morgen. Men det er helt fint grænsekontrollørerne er så flinke, og vi får lov til at slå vores telt op foran deres post. Vi er nu kommet til Aktau og har set sammenhængende asfalt på vejene, fået et reservedæk, gas til madlavning og generelle forsyninger.