Sorte pletter i trafikken koster Hillerød millioner af kroner
Trafikuheld er dyrt for samfundet og har store menneskelige omkostninger. Det vil Hillerød Kommune gøre noget ved, og planen er at reducere antallet af tilskadekomne med 12
I alt kommer mellem 25 og 30 mennesker til skade i trafikken hvert år i Hillerød. Det skal der gøres noget ved, mener Hillerød Kommune, der derfor har bedt konsulentvirksomheden Rambøll om at udarbejde en rapport over de farlige steder i trafikken og med forslag til, hvad der kan gøres for at bringe antallet af ulykker ned. I alt koster de i gennemsnit 27 personskader i trafikken årligt Hillerød omkring 70 millioner kroner.
Rapporten peger på i alt 11 såkaldte sorte pletter i trafikken i kommunen, hvor der sker de største skader. Sammen med de sorte pletter foreslår konsulentvirksomheden, at kommunen tilslutter sig kampagner, der også kører andre steder, øget kontrol, forbedringer af blandt andet cykelstier i Hillerød By og en strategi for fodgængere.
Antallet af personsakder "et af de højeste i Nordsjælland" i forhold til indbyggertallet, ifølge Rambøll.
Skal "spare" 12 personskader
Den statslige Færdselskommissionen har for nylig sat et mål om, at antallet af personskader i trafikken skal reduceres med 50 procent fra 2010 til 2020. Det vil for Hillerøds vedkommende sige 12 færre skader om året. Kommunen skal stå for at reducere halvdelen af antallet af skader. De andre seks skal spares gennem statslige investeringer.
Rambøll stiller i rapporten en række forslag op. Blandt andet er den tætte trafik midt i Hillerød i dag en af årsagerne til ulykker. Derfor foreslår Rambøll, at der kommer en stratgi for trafiksignalerne.
"Det kan afhjælpe nogle af de trængselsproblemer der ses i dag, og som kan medføre, at mange tager chancer i trafikken, kører over for rødt eller når at bremse for køen," står der i rapporten.
Overslagsprisen for en signalstrategi er på mellem 400.000- og 800.000 kroner.
Fokus på landsbyer
Men det er ikke kun Hillerød By, der er arnested for ulykker i trafikken. Også på gennemfartsvejene i landsbyerne omkring Hillerød bliver der ofte kørt for stærkt, skriver Rambøl.
Siden 2007 er der sket 11 uheld på gennemfartsvejen Nødebovej, og de fire har været med personskade. Det er især i udkanterne af vejen, der sker problemer, ikke midt i byen. Rambøl foreslår at synliggøre byskiltene og chikanen i den nordlige ende af byen mere.
Skævinge kommer også med med seks uheld på Hovedgaden/Borupvej, mens Gl. Frederiksborgvej ved Ny Hammersholt er en decideret sort plet.
På det seneste byrådsmøde godkendte politikerne, at en række forslag til i alt knap 12,5 millioner kroner indgår i de kommende budgetforhandlinger. Ud over de 12,5 millioner kroner, påpeger Rambøl, at der også skal bruges penge på administration af kampagner, samarbejde med politi, borgerinddragelse og spørgeskemaundersøgelser.