Fortsæt til indhold

Genbrugsbeholderne godt modtaget

Omdelingen af de nye genbrugsbeholdere er afsluttet, og Favrskov Forsyning er i fuld gang med tømningen.

Samfund
Erling Baastrup

Den nye genbrugsordning, der skal gøre det lettere for borgerne i Favrskov kommune at sortere deres affald, er for alvor trådt i kraft. Favrskov Forsyning har nu omdelt ca. 16.000 genbrugsbeholdere til kommunens borgere og er godt i gang med at tømme dem for tredje gang.

Startproblemer

”Vi er kommet rigtig godt fra start. Vi har haft nogle udfordringer her i begyndelsen med udbringning af genbrugsbeholderne, vores sms-tjeneste og med tømningen. Men vi er meget glade for, at borgerne generelt har taget rigtig godt imod den nye ordning, og vi kan se, at beholderne bliver flittigt brugt,” siger Lone Bejder, forsyningschef i Favrskov Forsyning.

Favrskov Forsyning deltager i flere arrangementer for at afklare tvivlsspørgsmål. Blandt anden kan der træffes medarbejdere på Lilleåmarkedet og Hammel Hestemarked. Her på Maj Marked i Hammel.

Fra dåse til cykel

Det nytter at aflevere sit affald til genbrug. Eksempelvis bliver papiraffaldet lavet om til blandt andet æggebakker, toiletpapir og genbrugspapir, og øl- og sodavandsdåser bliver smeltet om og anvendes til for eksempel cykler.
”For at sikre størst mulig udnyttelse af det genanvendelige affald, er det vigtigt, at borgerne sorterer deres affald rigtigt. Al begyndelse er svær, og det er vi naturligvis også klar over. I Favrskov Forsyning skal vi sørge for at informere borgerne om, hvordan de skal bruge beholderen og sortere deres affald korrekt, for faktisk kan én fejlsorteret beholder ødelægge et helt læs,” pointerer Lone Bejder.
Er man i tvivl om, hvad der skal i beholderen, kan man hente hjælp på www.favrskovforsyning.dk