Musikbudgettet i 2013 er det største nogensinde
Der bliver brugt flere penge på musikken hvert eneste år, når Smukfest inviterer til bal i skoven
I år bruger Smukfest over 30 millioner kroner på musikken. Det er det største beløb i festivalens historie. Det helt klare mål er at lave en kvalitetsfestival, og det gør den også til landets dyreste.
Til gengæld bruger Festivalklubben cirka 50 procent af billetprisen på musik. Det er næsten dobbelt så meget som Roskilde Festival, der kun bruger cirka 28 procent.
"Sidste år var der mange festivaller, der faldt, og vi kunne se hen over sommeren, at det måske blev hårdt, men vi fik udsolgt i ugen op til festivalen," siger talsmand for Smukfest Poul Martin Bonde, og fortsætter,
"Når 1000 partoutbilletter gør udslaget mellem succes og fiasko, arbejder vi jo med en meget lille margin. I stedet for at spare, har vi valgt at bruge nogle penge i år og hyre Prince og Kings of Leon." Der spores en vis stolhed i stemmen, da de to hovednavne kommer på tale.
Selvom der hvert år siden start er brugt flere penge på musik, satser de ikke hele butikken.
"Vi skal satse og være foran konkurrenterne, men det er en kalkuleret risiko. Vi har et budget, og vi skal have pengene ind igen," siger formand for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye.