Fortsæt til indhold

Hvad skal barnet hedde?

Samfund
Erling Baastrup

Programmet for den ByomdannelsesBrunch, som det så mundret hedder, der handler om en ny bydel i Hammel, er ikke klar endnu.
Fast ligger det dog, at den foregår lørdag 24. august i tidsrummet 10-14. Også, at brunch og bysnak finder sted i erhvervsområdet ved Delika i Hammel.
Det er nemlig her, der skal skabes en hel ny bydel.
Som kortet viser, afgrænses området i store træk af Industrivej og Anbækvej, og så går det næsten ned til Vadstedvej

Find navnet

Allerede nu kan man tage hul på processen. Området skal nemlig have et navn. ”Delika-grunden” bruges i øjeblikket en del, men da det knytter sig til en bestemt erhvervsvirksomhed, kan det ikke forventes at nyde fremme.
Hvad er der ellers af historisk stof, der kunne anvendes? I mange år hed området ”slagterigrunden” eller ”Tulipgrunden”. Begge navne refererede til slagteriet, der lå her fra 1906 til 1987.
At slagteriet kom i gang, hænger også sammen med, at Hammel-banen blev etableret i 1902 (24. april) og nedlagt i 1956.
Banen gik gennem den nye bydel, så måske kunne der findes et navn på den baggrund.
Man kan allerede nu komme med sine bud på navne til plan@favrskov.dk, eller man kan aflevere dem personligt ved ByomdannelsesBrunchen 24. august.