Hvilke uddannelser er hot or not?
Lokalavisen har kigget nærmere på, hvilke uddannelser der fik flest ansøgninger i år
Over hele linjen meldes der om et godt år for ansøgninger til Aarhus' uddannelsesinstitutioner. Flere melder tilmed om rekordår for antallet af ansøgninger.
Men hvilke uddannelser har egentlig været årets store hit, og hvilke ligger i bunden af de studerendes interesse?
Hos VIA University College er det pædagoguddannelsen Peter Sabro, som er højdespringeren med 1399 ansøgninger. Nederst på listen er professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation med 63 ansøgninger.
“Det er dog stadig en flot forbedring fra sidste år, hvor kun 27 søgte,” fortæller Helle Doktor Simonsen, der er studieadministrativ chef i VIA.
Hun hæfter sig i år særligt ved, at ansøgertallet blot bliver ved med at stige, samt at webbaserede uddannelser er ved at få fat.
“Vi kan se, at vores webbaserede sygeplejerskeuddannelse har fået vind i sejlene med 166 ansøgninger,” fortæller Helle Doktor Simonsen.
Rettet mod det private
Når det gælder Erhvervsakademiet Aarhus, er det markedsføringsøkonom, der hitter, med 648 ansøgere, mens bundskraberne er autoteknolog og miljøteknolog med 36 ansøgninger hver.
Skolen har fået flere ansøgninger end nogensinde før, og i år ser rektor, Christian Mathiasen, en særlig tendens blandt ansøgningerne: De unge søger en uddannelse rettet mod det private erhvervsliv.
“Den store søgning tyder på, at vi på erhvervsakademiet gør det rigtige, når vi kobler teori og praksis og uddanner unge i tæt samarbejde med primært det private arbejdsmarked,” siger rektor Christian Mathiasen i en pressemeddelelse.
Mange vil være kok
På Aarhus Tech vil flest ansøgere være kok/gastronom/cater/detailslagter med 181 ansøgninger, og færrest vil være industritekniker med 11 ansøgninger.
Hos Aarhus Tech hæfter man sig særligt ved, at interessen for tekniske installationer som el og vvs er steget med over 36 procent i forhold til sidste år.
“Et godt år på uni”
Aarhus Universitet kan fortælle, at det er medicin, som med 1959 ansøgere ligger helt i top og international virksomhedskommunikation i fransk og europæiske studier med 29 ansøgninger, der tager bundplaceringen.
“Det har været et godt år. De unge har søgt bredt, varieret og fornuftigt set i forhold til deres optagelsesmuligheder. Desuden er de naturvidenskabelige uddannelser blevet mere eftertragtede i år,” siger pressechef Anders Corell.