Når Fido holder ferie
Når menneskemor og -far tager på ferie, skal hunden naturligvis også nyde livet
Grøn have med kølig pool, mulighed for privat afslapning i eget hus eller lidt fælles hygge med de andre gæster i den overdækkede gård. Og så ikke mindst flotte damer at se på og friske fyre at lege med. Det er da livet.
Det mener Luna i hvert fald. Hun er en af de frække, mørke tæver, som efter lidt tøven tager en dukkert og glad pjasker rundt i stedets pool.
Alt i mens store, lyse Walther holder øje med slagets gang fra kanten. Han venter pænt på, at damen er oppe igen, før han selvsikkert hopper på hovedet i baljen - man er vel en gentleman.
Dyrepension på fuld tid
Når menneskemor og menneskefar slikker sol på Rhodos, Kreta eller Cypern, skal der naturligvis ikke mangle noget for deres firbenede venner.
Derfor er Bjørnkær Dyrepension i Sabro kommet til verden. Her kan hunde - og katte for den sags skyld - komme på ferieophold, til ejerne igen er hjemme.
Det er Bjørnkærs ejer, Lisbet Bang Hvilsted, som sammen med omkring 15 hjælpere er reservemor eller -far under opholdet.
Lisbet Bang Hvilsted sagde i 2009 sit job op og dedikerede sig til dyrepensionen fuld tid.
Godbidder og nusning
Ude i hundegårdene er der vild gang i den inde hos naboen til Luna, Walther og deres veninde Chica.
Her holder de fem glade krudtugler Basse, Mico, Vix, Bella og Liva nemlig til - og de er glade for at få besøg. De hopper rundt og bjæffer ivrigt:
“Skal vi lege, skal vi lege, skal vi lege?”
Efterfulgt af et:
“Må jeg få en godbid, hva', hva', hva'?”
Og desuden et:
“Nus mig lige - ja, lige der, ahhh.”
Skræddersy opholdet
Hundene går gerne nogle stykker sammen på Bjørnkær Dyrepension, men det er også muligt at stå i egen gård eller at stå indendøre. Det er dusuden muligt at tilkøbe alverdens forskellige ydelser.
“Vi er enormt fleksible i forhold til at løse kundens behov for sin hund. Vi startede egentlig med en standardpakke, men siden er der kommet efterspørgsel fra kunderne på forskellige nye ydelser,” fortæller Lisbet Bang Hvilsted.
I dag er der tre pakker at vælge mellem og tilkøbsydelser som leverpostejsmadder, tildeling af medicin, negleklipning eller børstning.
Det er altså muligt at skræddersy et ophold lige præcis til ens egen Fido - for Fido skal naturligvis have det godt, når den er på ferie.
Ejerne er mest bekymrede
Hundeejerne er da også de mest bekymrede ved at skulle sende hunden på ferie, fortæller Lisbet Bang Hvilsted.
“Det er klart værst for ejerne, og er det første gang, kan de også godt finde på at ringe mange gange. Det er de velkomne til,” smiler Lisbet Bang Hvilsted og fortsætter:
“Hunden vender sig til stedet efter en dag. Og hvis bare ejerne er stille, rolige og afslappede ved afleveringen, så smitter det af på hunden.”
At dømme ud fra de glade “vuf” i hundegårdene, så nyder Luna, Walther og alle de andre i hvert fald ferieopholdet til fulde. Vuf!