Fortsæt til indhold

Aarhusianerne jagter genbrugsguldet

Genbrug er godt, mener aarhusianerne - og de ved i stigende grad, hvad der er et ægte fund

Samfund
Christina S. Johansen

Det er nærmest umuligt at tænde for fjernsynet for tiden uden at støde ind i et program, som på den ene eller anden måde omhandler genbrugsfund eller antikviteter.
Hvorvidt det er tv-programmerne, som har inspireret aarhusianerne til at stikke snuden indenfor i de aarhusianske genbrugsbutikker, vides ikke, men flere af butikker melder i hvert fald om en øget interesse for genbrugsguldet.
“Der er stensikkert kommet et sving op ad på det seneste, og jeg tror da, at programmerne har gjort sit til det,” lyder det fra Jane Søgaard, der er frivillig i Blå Kors Genbrug på Paludan Müllers Vej.
I d'IN Genbrug i Tilst mærker de ligeledes en stigende interesse for genbrug.
“Vi ved ikke, om det direkte skyldes tv-programmerne, men vi har da hørt folk tale om dem i butikken,” fortæller Bent Poulsen, der er formand for forretningen.

Bevidst om kvalitet

Jane Søgaard fra Blå Kors fortæller desuden, at butikken kan mærke, at aarhusianerne har skærpet interessen for de helt gode, dyre fund. Det viser de varer, som butikken får ind.
“Vi kan mærke, at standarten af vores varer er faldet - folk er simpelthen blevet bedre til at snuppe de ting, som har en særlig værdi, til dem selv. De er blevet mere bevidste om kvalitetstingene,” fortæller Jane Søgaard.

Bedre til at spotte fundene

Samme melding kommer fra både Folkekirkens Nødhjælp i Åbyhøj og d'IN Genbrug Tilst.
“Folk er blevet klar over, hvad tingene er værd. Hvis vi eksempelvis får et dødsbo, så er man blevet bevidst om, hvad vi får og ikke får,” siger Bent Poulsen.
Også hos Folkekirkens Nødhjælp lyder det:
“Folk er blevet bedre til at spotte de helt gode ting,” fortæller Flemming Christensen.