Fortsæt til indhold

“Genbrug er personlighed”

Jonna Wildau fra antik-forretningen Madame Butterfly i Aarhus C kunne ikke drømme om at handle i Ilva eller Ikea - det mangler personlighed

Samfund
Christina S. Johansen

Margrethe-skåle, lysekroner, udstoppede dyr, smykker, bøger, skilte, porcelæn... Listen over fine og finurlige ting i antik-forretningen Madame Butterfly i Aarhus C er uendelig. Overalt er hylder, lofter, gulvet og vinduet proppet med genbrugsfund - mange i den spøjse ende, for det er ejer Jonna Wildau vild med.
“Jeg kan godt lide sjove og skæve ting og har altid boet lidt skævt,” fortæller Jonna Wildau, som blandt andet er kendt fra DR1's program Skattejægerne, som netop nu bliver genudsendt.

Har rigtig, rigtig travlt

Jonna har altid haft en kræmmer i maven og åbnede i 2001 butikken Madame Butterfly i Borggade i Aarhus C. Hun har tydeligt kunnet mærke, at interessen for genbrug er steget blandt aarhusianerne.
Butikken er da også godt fyldt med kunder, selvom den først lige er åbnet for dagen. Også telefonen ringer gentagne gange. I den anden ende af røret er personer, som vil sælge noget til Jonna.
“Tag et billede og send det til mig,” lyder svaret igen og igen.
Hun har travlt, rigtig travlt.
“Jeg har faktisk alt for meget at lave - det er lidt et luksusproblem,” fortæller Jonna Wildau, som er tosset med genbrug og de skøre fund.
Hun kunne da heller aldrig drømme om at handle ind i en almindelig møbelforretning.
“Jeg bliver næsten helt rød i hovedet, når man nævner Ilva og Ikea. Det er alt for upersonligt!” Fortæller Jonna Wildau og fortsætter:
“Genbrug er med til at bryde linjerne i dit hjem.”

Gå efter det du kan lide

Jonna anbefaler, at man køber genbrug og antik efter, hvad man godt kan lide og ikke kun går efter at gøre de dyre fund. I øvrigt svinger det meget, hvad folk er vilde med og efterspørger. Men i øjeblikket er det særligt Lyngby Vaser, som er voldsomt populære, fortæller Jonna Wildau.