Politi forhindrede opgør på åben gade
"Bander" var klar til opgør midt på gågaden i Frederikssund. Otte tilbageholdt
Om det fortsat er forsommerens kølleoverfald i Græse Bakkeby og brandattentatet mod et Bandidos-relateret lokale på Falkenborgvej, der spøger, eller der er tale om nye stridigheder, kan man kun gisne om.
Men sikkert er det, at Nordsjællands Politi - ifølge funktionsleder Henrik Duus - efter alt at dømme forhindrede et nyt opgør mellem præcis de samme grupperinger, som i juni bogstaveligt talt var ved at sætte byen i brand.
Klokken 18.13 torsdag modtog politiet en anonym anmeldelse om, at to grupper var troppet op i Jernbanegade i Frederikssund og nu tilsyneladende var ved at line op til at opgør imellem de to grupper.
"Dét fik os til at møde talstærkt op, og vores indtryk er, at vi kom, ligesom der var ved at være "kick-off"," fortæller Henrik Duus.
Politiets ankomst fik flere til at stikke af i de omkringliggende smøger, men det lykkedes politiet at tilbageholde otte personer.
Én af dem, en 20 årig mand fra Kirke Hyllinge, er nu sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, fordi han var i besiddelse af en ratlås, der efter politiets opfattelse var ændret, så den kunne bruges som slagvåben.
Ejeren selv mente dog, at den alene kunne fungere som ratlås, og derfor skal Retten i Hillerød nu tage stilling til, om der er grundlag for at betragte låsen som våben.
Efterfølgende gennemsøgte politiet smøgerne, de unger var flygtet igennem med hunde.
Og hér fandt politieten foldekniv, som de mener, er blevet kastet væk under flugten, men som ikke kan sættes i forbindelse med nogle af de otte tilbageholdte.