Fortsæt til indhold

Superbørnene får mere plads at flyve i

Gymnastik show-holdet Flying Superkids fra Aarhus V satser stort med nyt kæmpe telt

Samfund
Christina S. Johansen

Det er ikke sådan lige til at overse, det enorme røde , ovale telt, som er skudt op på Jernaldervej i Aarhus V.
Teltet er Flying Superkids' seneste investering, og med sine 42 gange 34 meter er det omkring dobbelt så stort som det tidligere.
“Det gamle var bare blevet for lille. Nu får vi ordentlige rammer både for børnenen og for publikum, hvor der bliver mulighed for at lave nogle vildere ting med endnu mere intensitet, nærvær og komfort,” siger Lars Godbersen, manager for Flying Superkids.
“Teltet kommer til at give publikum en totaloplevelse, fra de kommer til de går, hvor alle faktorer bare spiller - lige fra siddepladser med frit udsyn til toiletforholdene,” fortsætter Lars Godbersen, som ser frem til livet med det nye telt - også i forhold til Kulturhovedstad 2017, hvor superbørnene skal markedsføre Aarhus.
“Nu har kommunen jo vist os tillid ved igen at give os tilskud. Med indkøbet af det nye telt giver vi lidt tilbage og viser, at vi går all in. Vi håber på at lave nogle gevaldige shows i 2017,” siger han.

Cirkus-mand med ind over

Det nye telt er kommet til verden gennem et samarbejde mellem brødrene Lars og Svend Godbersen samt Jimmy Enoch, der er født og opvokset i Cirkus Dannebro.
De kender hinanden godt gennem livet i show-verdenen, og nu skal de altså også til at samarbejde professionelt.
“Denne sommer bliver den første i mit liv, som jeg ikke tilbringer i cirkus, men nu har jeg valgt at tage et par år fri for at prøve noget nyt. Samtidig oplever Flying Superkids enorm succes, og derfor har det været oplagt at gå ind i telt-projektet netop nu,” fortæller Jimmy Enoch.
“Man kan på mange måder sige, at timingen bare har klikket lige nu - så det er et naturligt samarbejde,” fortæller Svend Godbersen, der står for hele show-delen.

Et unikt og dyrt telt

Jimmy Enoch tager sig af alt det tekniske, og han kommer desuden til at stå for at udleje teltet, når superbørnene ikke lige bruger det.
Teltet er da også helt specielt. Det kan rumme i alt 800 publikummer og er lavet særligt til Flying Superkids til den nette sum af halvanden millioner kroner, som drengene har været ude at finde.
Med det nye telt følger også et nyt show.
“I år er der mange nye numre på programmet. Desuden arbejder vi på, at der inde i teltet skal køre elevatorer op og ned med børn stående derpå,” fortæller Svend Godbersen.
Al Superkids' teknik og sceneudtrykket er nemlig også blevet fornyet.