Mongol Rally med lovens lange arm i supermarkedet

Rejsebrev 4, Kasakhstan – Russisk grænse Så er der gået en uge igen, og vi er stadig i Kasakhstan. Dette er ikke fordi vi er gået i stå eller holder badeferie. Det er blot fordi Kasakhstan er et kæmpe stort land.
Kasakhstan er et utrolig stort land, med et meget begrænset vejnet, så vores lille omkørsel rundt om Usbekistan har taget os hele vejen op til den nordlige del af landet, for blot at køre sydpå igen, da vi skal hente Aja i Almaty i det sydøstlige Kasakhstan.
Vi starter med at køre op til byen Aktau, hvor vi fik en middag på pubben Guns & Roses, da ønsket om en burger med fritter oversteg nysgerrigheden omkring lokal mad. Derefter kører vi på den ene vej de har, der forbinder Aktau og den vestlige del af Kasakhstan med resten af landet. Denne vej er dog noget nær ikke-eksisterende, og vi snegler os de små 300 kilometer, den varer, med en gennemsnitshastighed på 25 kilometer i timen. Det er ikke til at forstå, hvordan en hovedvej kan være så dårlig.

Utrolig gæstfrihed

Vi har haft virkeligt travlt i Kasakhstan, da vi skulle være i Almaty 6. August for at hente Aja. Det har resulteret i, at vi har kørt i døgndrift, og kun stoppet for at sove hver anden dag. Det har været hårde 4000 kilometer, men vi når frem til Almaty som planlagt, så det har virket, og vi har lovet os selv, at det nu er slut med all nighter kørsel.
Vi har dog så haft nogle møder med de lokale, som har vist en utrolig gæstfrihed. Vi sidder lørdag aften på en rasteplads, hvor vi skal lave aftensmad. Vores gaskomfur vil dog ikke virke, så maden har lange udsigter. Ved siden af os sidder tre lokale koner, der kalder os hen til dem. Vi kan kun forestille os, hvordan de har set tre stakkels, beskidte vesteuropæere, der desperat prøver at få gasblusset til at virke, og fået medlidenhed med os. Vi kommer over til dem, og de deler deres mad med os. De har været til bryllup, så humøret er højt, selvom vi ikke har noget fællessprog. Da vi skal videre, vil de vise os i den rigtige retning, hvilket vi takker ja til. De kører først, og vi følger efter. De kører dog over 140 kilometer i timen, så Morten må holde tungen lige i munden, for ikke at miste dem af syne. Forskellen mellem deres firehjulstrækker og vores læssede stationcar bliver desuden meget klar, da vi kommer ud på en jordvej, hvor de flyver over alle de huller vi må kæmpe for at afvige. De stopper til sidst for at pege os i den retning, vi skal fortsætte, køber en halv kiosk i gave til os og inviterer dem selv til vores bryllupper, når det engang sker.

Stoppet af politiet

Herefter kører vi ud i mørket, der lige er faldet på. Der kører vi et par timer, til vi mangler planteolie. Da klokken nu er 01, kan det dog godt blive svært at finde, men vi prøver lykken i en lille by, vi kører forbi. Herinde stopper politiet os, og historier om pengeafpresning fra politifolk flyver rundt i Mortens hoved, da seks politifolk med skudsikre veste pludselig står og kigger ind ad bilruden, mens de spørger os om ting på russisk. Da vi ikke forstår, hvad de siger, prøver vi at sige ”supermarked!”, hvilket tydeligvis tilfredsstiller betjentene. De siger, at vi skal følge efter dem, hvilket er fast kutyme i disse lande, at man ikke får vejanvisninger, men at man altid skal følge efter dem, når man leder efter noget, og de tager os rigtig nok til et supermarked. Det ser dog noget lukket ud, men det er intet problem, når man har lovens lange arm med sig. De banker på, viser deres politiskilte og får biksen åbnet op for os. Vi køber nok planteolie til at kunne fortsætte natten ud, og politiet viser os tilbage til hovedvejen.
Vi fortsætter videre, og får set enkelte ”seværdigheder”, deriblandt Aralsøen og Kosmodromen, som er russernes affyringsområde for rumraketter. Derudover ser vi blot endnu mere steppe, og enkelte smadrede storbyer, som vi tømmer for planteolie. Vi stopper lige inden Almaty og tager et bad i en lokal bjergflod. Floden vi bruger til bad, er også der hvor de lokale kører deres biler ud og vasker dem – så vandet er nok ikke helt rent. Men vi føler os i hvert fald rene og klar til at hente Aja i lufthavnen kl 4 tirsdag morgen.
Da Aja er hentet og hele kartoffelholdet er totalt smadret efter endeløs kørsel, bliver tirsdagen brugt på en lokal cafe med kaffe drikkeri, internet og fortæring af mad, som ikke stammer fra en dåse. Aftenens camping bliver i bjergene ved Almaty foran deres skisport stadion fra engang i 70'erne.
I næste uge burde vi være kommet ind i Mongoliet og startet på den lange tur over den Mongolske steppe uden asfalt veje.
Mange hilsner fra The Rolling Potato Wagon.