Smag på et stykke Kina
Over 200 gæster er der plads til i Aarhus’ største kinesiske restaurant, China Palace, som åbnede 31. maj i Vanggaard-Centret i Aarhus N
Du er ikke i tvivl om, at det er et lille stykke Kina, du besøger, så snart du er kommet inden for i China Palace, Aarhus' største kinesiske restaurant på over 600 kvadratmeter med plads til over 200 gæster.
Med interiør og nøje udvalgte kinesiske pyntegenstande, alt sammen hentet hjem fra Kina til lejligheden, emmer restauranten nemlig af kinesisk sjæl og -madkunst.
Løver holder vagt
Her er kunstfærdigt udskårne rumdelere i træ, store kinesiske tapeter, flotte vaser, et springvand med guldfisk og karper, og tager man vejen ind gennem Vanggaard-Centret, står et par kæmpe store kinesiske løver og holder vagt ved indgangen.
Bag restauranten står 44-årige Aiping Huang, der har været i restaurationsbranchen, siden hun kom til Danmark som 21-årig.
“Jeg startede op i min onkels grillbar og siden har jeg været i en række forskellige restauranter, indtil jeg begyndte at åbne mine egne,” fortæller hun.
Over 20 års erfaring
China Palace er den fjerde i rækken, og forløberne har hun nu forpagtet ud til familiemedlemmer. Seneste China Palace i Esbjerg, som hendes fætter nu forpagter.
“Vi er en stor familie og har et stærkt sammenhold, og vi hjælper gerne hinanden,” siger hun.
Restauranten i Vanggaard-Centret er blevet til ved lidt af en tilfældig hed, for Aiping var egentlig glad og tilfreds i Esbjerg. Men flere gange, når hun besøgte Aarhus, lagde hun mærke til lokalerne ud til Ringgaden og tænkte, at de var som skabt til en ny China Palace i stor skala.
“Lokalerne lå rigtig godt, her er masser af parkeringspladser, og hver dag kører der tusinder forbi ude på Vestre Ringgade.”
Hyggelig familierestaurant
Den mulighed måtte udnyttes, og derfor rykkede familien teltpælene op i slutningen af 2012 og drog til Aarhus for at gå i gang med det omfattende arbejde at omskabe et kæmpe stort butikslokale til en atmosfærefyldt og hyggelig kinesisk familierestaurant.
Her er hele familien velkommen, og for at understrege det, er der også indrettet et hjørne til børnene, hvor de kan hygge sig, indtil maden bliver serveret.
“Jeg er rigtig glad for restauranten. Den er blevet, ligesom jeg forestillede mig det, og vi er blevet taget rigtig godt imod. Selv om det er ferietid, så har opstarten været god, og flere og flere får øjnene op for, at vi er her,” smiler Aiping Huang.