BIO Huset åbner igen
Galtens kultursted er klar til at tage imod byens gæster efter renovering
Efter otte ugers ombygning, er BIO Huset i Galten klar til at tage imod byens gæster igen. Lørdag 17. august er den officielle åbningsdag, hvor der er fest i de nyrenoverede lokaler.
"Vi glæder os til at vise den nye biograf frem. Interessen har været stor og vi har fået mange positive tilkendegivelser, når folk har kigget forbi," siger Jan Andersen, der foruden at være arkitekt på renoveringen af BIO Huset, også er medlem af biografens bestyrelse.
"Stedet her er vigtigt for lokalsamfundet, og det trækker nye folk til, når der er et godt kulturliv i byen. Det er vigtigt at byens borgere ikke nødvendigvis til de store byer, for at se en god film. Med renoveringen af biografen er vi på fuld højde med biograferne i de større byer," forklarer Jan Andersen.
Renovering for millioner
Når byens gæster igen tager i biografen kan de blandt andet glæde sig til at kunne nyde en film på biografens nye lærred, nye højtalere, ny belysning og nye sæder. Sædeantallet er desuden øget fra 102 pladser til 118 faste sæder. I renoveringsperioden er BIO Husets tag blevet hævet over en meter, og loftet er nu lige i stedet for den hvælving, som har været siden biografen blev bygget i 1955.
"Det er kommunen som ejer bygningen og som derfor har betalt for det udvendige. Foreningen står selv for at betale interiøret. Vi har i nogle år været klar over, at vi ville renovere, så vi har sparet sammen, og det ser ud som om at vi klarer os uden at skulle låne penge," siger Jan Andersen og forklarer at Skanderborg Kommune har betalt 1,6 millioner kroner mens foreningens andel har været på omkring 650.000 kroner.
Han fortæller også, at kommende gæster ikke vil kunne mærke renoveringen på billetpriserne.
BIO Huset holder den officielle åbningsfest lørdag 17. august fra klokken 10.00