Festspils frivillige

Hygge, fællesskab, og sammenhold. Det er de tre hovedingredienser, der ligger bag familien Munks frivillige arbejde til Vilhelmsborg Festspil.
I år er det 19. år i træk, at Joan Munk langer is og snolder over disken til publikum.' Hun er dog ikke den eneste, for døtrene Lene og Anne har også været med alle gangene, og efter børnebørnene Anders og Marie er kommet til verden, er de også med under festspillet. Det samme gør sig gældende for Joans svigerdatter Pernille, som hun også har fået lokket med.
Men hvorfor gider de bruge deres sommer på at servicere andre?
“Det er så skægt og hyggeligt. Det er én stor familie. Det bedste er fællesskabet, og det er helt sikkert stemningen, der driver os. Og så handler det også lidt om, at den gamle cirkushest skal luftes hvert år - vi skal være med, hvor det sker,” storsmiler Joan, der er den ældste frivillige i familien Munk.
Joan er der stort set hver aften, mens festpillet kører, men det kan ikke helt lade sig gøre for datteren Anne.
“Det er blevet lidt sværere, efter jeg har fået børn, men vi kommer, og får det passet ind i privatlivet,” siger hun.

Ikke godt nok

I 1994 var Joan og familien ude at se stykket, og der blev hun fanget i frivillig-nettet.
“Vi sad dengang på nogle elendige stole, der sank ned i jorden. Jeg sagde efter stykket, at det kunne de ikke være bekendt at lade publikum sidde på. Så fik jeg besked på, at jeg bare kunne melde mig under fanerne, og det gjorde jeg så,” smiler Joan.
Hendes børnebørn har været med i barnevogn under festspillet, og Marie på seks år nyder da også at tulle rundt.
“Jeg kigger på, at de træner, og jeg ser stykket hver dag,” fortæller Marie med begejstrede øjne.
I modsætning til skuespillerne så er de frivillige ofte med år efter år, og det er med til at skabe et sammenhold blandt dem bag kulisserne.
“Det er hyggeligt at mødes med de andre hvert år, og høre hvordan de har det,” siger Anne.

Det største

Da familien Munk bruger tiden på at servicere publikum under festspillet, er det sjældent, de ser hele stykket, men hver aften er der dog noget, der vækker en helt særlig følelse hos især Anne.
“Når spillet er slut om aftenen, og når der er klappet af, så bliver nationalmelodien sunget, og det giver mig kuldegysninger,” siger Anne, der sammen med sine to unger og mor glæder sig til de kommende mange dage, hvor festspillet er en del af deres aftener.