Fortsæt til indhold

Slut med lektier og hej til læseferie

9. klasserne på Strandskolen fejrede sidste skoledag helt efter traditionen med karamelkast, revy, fodboldkamp og afterparty i Mindeparken

Samfund
Grethe Bo Madsen

Fast, fuld sol, fantasifulde forklædninger og fodboldkamp. Det hele gik snorlige efter traditionerne, da 9. klasserne på Strandskolen i Risskov forrige fredag fejrede sidste skoledag med et brag af en festdag.
“Det var en helt igennem dejlig dag, lige præcis sådan, som en sidste skoledag skal være, når det er helt perfekt,” fortæller Michael Varney, lærer på Strandskolen.
“Det er en dag, som 9. klasserne glæder sig rigtig meget til, og som de gør meget ud af. I år havde mange nogle fuldstændig fabelagtige kostumer på, og hele skolen var spændt på at se dem. “

“Hævnens” time

Blandt kostumerne var både superhelte og tegneseriefigurer, et får, en bi og en enkelt hest, cheerleaders og police-chicks, drenge i vovede drag-outfits og ansigtsløse tjenere.
“Dagens er efterhånden blevet en alternativ skoledag på Strandskolen uden undervisning. De øvrige elever bygger barrikader for ikke at blive ramt af karamelbygerne, der samles karameller - og karamelpapir - til den store guldmedalje, og lærerne bliver ristet over en sagte ild i 9. klassernes revy. Den havde de virkelig lavet godt i år. Det er jo “hævnens” time, hvor de kan tage gas på lærerne og få skovlen under dem.”
Efter revyen var det tid for den traditionsrige fodboldkamp mellem eleverne og lærerne. Her havde lærerne på forhånd store skrupler, for 9. klasse drengene vandt fornylig en skolekonkurrence over de andre skoler i Aarhus.
“Men vi klarede det faktisk rigtig godt, og førte næsten hele vejen igennem 2-1, indtil det i de sidste minutter lykkedes drengene at score to mål,” siger Michael Varney, der selv tog tjansen som dommer i fodboldkampen.

Billedtekst

Fest i Mindeparken

Efter fodboldkampen mødtes 9. klasserne med andre 9. klasser i Mindeparken i Aarhus for sammen med dem at sætte et festligt punktum for deres allersidste skoledag.
Nu er afgangsprøverne for længst i fuld gang og 9. klasserne har lagt sidste skoledag bag sig.
Mandag i sidste uge tog de første elever hul på mundtlig eksamen i historie og fysik.
“Ja, de det var en kort læseferie, de fik til de første fag, og nogle har måske knap nået at komme af med deres tømmermænd,” smågriner Michael Varney.


“Det er jo “hævnens” time, hvor de kan tage gas på lærerne og få skovlen under dem”