Fortsæt til indhold

Nordstrands drømmemål reddede FCN fra nederlag

Drømmemål af Nordstrand sikrede FCN et enkelt point i kampen mod FCK

Samfund
Martin Warming

Morten Nordstrand reddede søndag FCN på målstregen med et fantastisk saksespark.
De næsten 8.000 tilskuere, der havde fundet vej til Farum Park for at se kampen mod FCN, fik en fantastisk oplevelse at gå hjem på.
Knap ti minutter før tid steg Morten Nordstrand nemlig højt til vejrs med ryggen mod målet og bankede bolden i kassen med et fantastisk saksespark til resultatet 2-2.
"Egentlig burde man tage sådan en bold ned og prøve at finde en medspiller, men jeg tog chancen, og det var dejligt at kunne bidrage med et mål på det tidspunkt", sagde Nordstrand efter kampen.
"Man tænker ikke så meget. Det er mere eller mindre instinkt, når den kommer dér, men det var fedt", siger han.

Årets mål?

Flere medier har allerede udråbt målet til at være årets mål i Superligaen, men Nordstrand tager selv drømmemålet med ophøjet ro.
"Jeg ved ikke, om det er det bedste mål, jeg har lavet. Jeg har ikke lavet så mange saksesparks-smål før, men det er helt sikkert et af de bedre mål, jeg har lavet", siger han.
2-2 blev også kampens slutresultat, og dermed kunne begge hold sætte et enkelt point ind på deres slunkne mål-konti.
Københavnerne har kun et enkelt point, mens nordsjællænderne har to point. Det placerer stadig begge hold helt i bund og under nedrykningsstregen.
Der er heldigvis kun spillet fire runder af Superligaen, så der kan nå at ske meget endnu.