Bogholders frelance-drøm fik en drømmestart
Bogholder Pia Døssing fik opbakning fra det firma hun skulle sige farvel til
Nogle gange handler det om at få det rette spark for at gøre det man altid har drømt om.
Det fik 43-årige Pia Døssing i april, da hendes arbejdsplads ville fritstille hende i forbindelse med en omstrukturering af firmaet. Firmaet ville lægge mere vægt på webhandel og agenter i udlandet, der selv skulle til at varetage en del af Pia Døssings opgaver.
“Det fik mig til at fuldføre en gammel drøm om at blive freelance-bogholder,” forklarer Pia Døssing, der har sin base i hjemmet i Thorsø.
“Da min direktør hørte det, løftede han armene i vejret og tilbød mig et par dages arbejde om ugen, så nu er jeg freelance-ansat i mit gamle firma og er i gang med at finde mindre virksomheder der har brug for et par timers bogholderhjælp,” lyder det glad om drømmestarten fra den udlærte revisorassistent, der begyndte på et revisonskontor som 17-årig og siden da har elsket at knække tal og regnskaber.
“Min force er at jeg kan overskue et helt regnskab og ikke kun enkeltdele. Jeg har lavet regnskaber for både håndværkere, reklamebureauer og tøjfirmaer og har prøvet det meste, så regnskaberne kan bare komme an,” smiler hun.
“At gøre det på denne måde og støtten fra min arbejdsgiver har givet mig roen og friheden til at starte mit eget firma op fra bunden, så det er blevet win-win for begge parter.”