Fortsæt til indhold

Backstage i Princes gemakker i Skanderborg

Alt bliver lukket hermetisk ned, når megastjernen Prince i aften gæster bøgeskoven i Skanderborg

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Foran dette spejl og i denne brune lædersofa i de lilla omgivelser kommer musikeren Prince i aften til at opholde sig i forbindelse med aftenens koncert i Skanderborg. Sådan forlyder det fra pålidelig kilde, og tættere kommer vi næppe på den celebre amerikaner i Bøgeskoven.
Da Lokalavisen for en måneds tid siden ringende og forhørte sig om chancerne for et lille interview med Prince eller et indblik i, hvad det kræver af Smukfest at have en stjerne af hans kaliber på besøg, blev den mødt med latter af festivaltalsmand Poul Martin Bonde.
"Det vil jeg ikke engang spørge ham om. Dørene bakstage bliver hermetisk lukkede under hans besøg, for han er en privat herre," sagde han dengang.
Og det ser ud til, at han får ret. Da pressefotografer og journalister ved middagstid begyndte at dukke op i presseteltet i skoven for at dække årets festival, fik de en kedelig besked. Det er ikke tilladt at tage billeder fra fotograven under aftenens koncert med Prince. Hvis du skal til koncerten i aften og får skudt et par gode billeder, kunne vi godt bruge en hjælpende hånd. Send dine billeder i en mail til os på: redaktion@lokalavisen.skanderborg.dk.