Flere slår sig ned i erhvervspark
Fem virksomheder har slået sig ned i Egedal Erhvervspark på under et år
Egedal Erhvervspark åbnede i begyndelsen af december sidste år, og nu ni måneder efter har fem virksomheder slået sig ned.
”Vi har en byggevirksomhed, en virksomhed der organiserer erhvervsnetværk, en virksomhed indenfor rengøring og skadeservice, en virksomhed inden for elektronik og senest en virksomhed inden for produktion af laboratorieudstyr,” fortæller Jan Kristensen, der er ejendomsrådgiver, og som står for udlejningen.
Egedal Erhvervspark ligger i Værebro Industriområde og har til huse i medicovirksomheden Ambu's tidligere bygninger. Firmaet flyttede fra de store lokaler af konkurrencemæssige årsager og flyttede produktionen til egen fabrik i Malaysia, ligesom administrationen blev samlet i hovedsædet i Ballerup.
Efter at bygningerne havde stået tomme i et godt stykke tid, valgte man at etablere en erhvervspark, hvor virksomheder i forskellige erhverv kunne slå sig ned og måske få fordel af at bo sammen med andre virksomheder.
”Det er Ambu, der ejer ejendommen, og Ambu opdeler bygningerne således, at den passer til de nye lejeres behov, uanset om virksomheden skal bruge et separat kontorlejemål eller kontorer i kombination med lager og let produktion,” siger ejendomsrådgiver Jan Kristensen, som står for udlejningen.
”Vi har oplevet en god interesse for ejendommen, og vi kan med glæde konstatere, at konceptet holder, idet gode virksomheder har lejet sig ind. Og vi er klar til at byde velkommen til nye virksomheder i mange forskellige brancher, idet vi tilbyder næsten alt lige fra kontorhotel, over lager til en håndværksvirksomhed eller kontor til en IT-virksomhed, slutter Jan Kristensen.