Nabostrid i Ørum er gået i hårdknude
Knud Sloth er rasende over Norddjurs Kommune i sag om nabostrid
Knud Sloth er vred på sin mors vegne over Norddjurs Kommunes håndtering af en sag om nabostrid mellem hans mor og hendes nabo i Ørum.
Aftale som kompensation
Han mener, at naboen ulovligt har anlagt en handicaptrappe på vendepladsen foran de to huse, og den er oven i købet blevet større end den var ansøgt om. Til hans overraskelse gav kommunen (Nørre Djurs Kommune, red.) tilladelse uden at der har været nabohøring, siger han, og anfører desuden, at det oven i købet blev aftalt mellem kommunen og naboen som kompensation til naboen, fordi kommunen var kommet til at anlægge en cykelsti et stykke inde på naboens matrikel.
Der har i forløbet været tale om erstatning til Knud Sloths mor, men som sagen står nu, vil kommunen ikke hverken give erstatning eller ændre ved den afgørelse, der er truffet. Nemlig at lade trappen ligge, hvor den ligger og afslutte sagen.
Knud Sloth oplyser, at de to huse oprindelig var kommunale udlejningshuse. Da kommunen på et tidspunkt ikke kunne leje dem ud, blev de solgt til private, og den fælles vej- og vendeplads blev udelukkende af administrative grunde tildelt ét af husene. Det er det hus, naben nu ejer, og sandsynligvis derfor han kræver hævd på vendepladsen. Han har aldrig betalt ejendomsskat af arealet. Det har desværre ikke været muligt for Lokalavisen at træffe vedkommende.
Gik skævt fra starten
Det hele gik skævt allerede da forældrene netop havde købt deres hus, fortæller Knud Sloth. Han og naboen var ved at komme i klammeri, da Knud Sloth hjalp forældrene med at køre jord om i haven. Naboen kom ud og skældte ud over noget tabt jord på vendepladsen, og det udviklede sig til et regulært skænderi.
I årenes løb har der været adskillige episoder naboen og Knud Slot imellem, og ifølge Knud Sloth har han nogle gange haft svært ved at finde ud af, hvad sagerne egentlig har drejet sig om. Han har også haft udgifter på flere hegnssager.
Forligsforsøg blev afblæst
Knud Sloth fortæller, at borgmester Jan Petersen sammen med en forvaltningsmedarbejder har været ude og se på forholdene og kigge på papirerne i sagen. Borgmesterens umiddelbare skøn var, at kommunen havde lavet en fejl og at sagen måtte kunne afsluttes nogenlunde nemt.
Efter nogen tid kom der besked fra kommunen om at parterne skulle mødes i Ørum. Der skulle forsøges et forlig. Kort inden mødet skulle holdes fik Knud Sloth imidlertid en opringning fra kommunen om at mødet var aflyst, idet naboen havde krævet en erstatningssum på 300.000 kroner. Det ville kommunen ikke betale, og sagen blev tilsyneladende lagt på hylden igen.
Sagen afsluttet
Nu har kommunen så afsluttet sagen og med henvisning til privatvejssloven sagt ja til at trappen kan blive liggende.
Den aftale, som Knud Sloth henviser til skulle være sket som en handel mellem kommunen og hans mors nabo, ligger der ingen papirer på. Nye medarbejdere har kigget på sagen med nye øjne, og der er blevet truffet en stringent afgørelse ud fra diverse love og regler. Privatvejsloven er overholdt, der er stadig tilstrækkelig adgang til Knud Sloths mors ejendom og det er både trafikmæssigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt at trappen ligger, hvor den blev lagt i sin tid, hedder det.
Forsøgte at få sluttet forlig
Borgmester Jan Petersen har ikke stort nok kendskab til sagen til at afvise, at der fra kommunalt hold er blevet begået fejl i sagen.
"Jeg kan ikke afvise, at kommunen har begået fejl i sagen, og heller ikke i den gamle kommune. Norddjurs har arvet store og små ting, og denne er én af dem."
Han forklarer, at han forsøgte, måske lidt naivt, at få løst striden på lovens grund, så de to parter kunne komme videre.
"Det er ikke lykkedes. Nu er der truffet en administrativ og lovlig afgørelse. Den kan så ankes."
Knud Sloth har allerede anket den til Vejdirektoratet.
"Det må han så gøre, sådan skal systemet være."