Fortsæt til indhold

Mælkeproducenter tager imod turister og andre gæster

Tre landbrugsfamilier på Djursland åbner dørene for turister og andre interesserede. De fortsætter i hele august

Samfund
Anette Bonde

Tre landbrugsfamilier på Djursland har på det seneste talt med en hel del mennesker, som ikke til daglig færdes i mark og stald. Djurslandgården er en fælles betegnelse for en række landbrug, som i løbet af sommeren inviterer alle interesserede på gårdbesøg.
Oplever dyrene tæt på
Her har alle mulighed for at høre om mælkeproduktionen på Djursland og opleve dyrene tæt på. Familierne på gårdene viser rundt og fortæller om deres dagligdag.
I folderen, der ligger på Djursland Landboforenings hjemmeside og som er omdelt på campingpladser, grøntboder med mere, kan man se, hvilke dage de enkelte gårde holder åbent for gæster.
Projektkonsulent i Djursland Landboforening Silke Lorenzen fortæller, at der kommer mellem 10 og 20 personer pr. arrangement.
“Det synes alle er meget passende, både for de besøgende og for vores landmands familier.”

“Meget positive”

Birthe Koch, Ellely ved Fjellerup, fortæller, at de i juli har haft mellem 12 og 19 besøgende pr. gang. Det har været bedsteforældre med børnebørn, småbørnsfamilier og forældre og børn. Gæsterne er åbenbart søde og venlige, for efter besøget i sidste uge sagde hun over aftensmaden: “De var meget positive,” hvortil Jesper, 12, svarede: “Det er de da altid.”
De kommentarer, de har hørt fra gæsterne, er blandt andet:
“1000 tak for en vidunderlig eftermiddag sammen med dyrene”. “Tak for et dejligt besøg, der overstiger langt vores forventninger”. “En dejlig dag på gården..... Vi kommer igen”. “1000 tak fordi I vil lære et par københavnerdrenge, hvor mælken kommer fra. Det er super sjovt".