Fortsæt til indhold

Skriver Bjarnesen Band udgiver deres første cd

Den lokale Henrik Skriver og kammeraten Jesper Bjarnesen udgiver cd og holder releasefest på Spilledåsen klokken 19

Samfund
Anne Mathilde Friis Larsen

Det er 10. gang, at Henrik Skriver og Jesper Bjarnesen spiller sammen på Smukfest, men det er trods alt første gang, de holder et fælles releaseparty. De to modne musikere i 50'erne glæder sig over at kunne holde releasefest for hele spilledåsen i aften klokken 19.
Musikken som de to gutter har indspillet er kompromisløs rockinspireret blues.
"Det er en god blanding af blues med et twist af rock. God gammeldags amerikansk rock faktisk. Vi kan godt det simple. Et godt guitarriff og så bygge noget om det," forklarer Jesper Bjarnesen.
Teksterne handler mest om hverdags ting.
"Det handler om koner, om ikke at kunne sove om natten og om at have masser af penge, men mangle det vigtigste," siger Skriver.
"Heldigvis mangler vi ikke selv det vigtigste, nemlig at have det godt, og være omgivet af mennesker, vi holder af. Vi har koner og børn, og vi er raske. Det er meget elementære ting," siger Bjarnesen.

Skriver fra Skanderborg

Henrik Skriver er født og opvokset i Skanderborg, og han føler da også, at han er på hjemmebane til Smukfest. På spørgsmålet om hvorfor de bliver ved med at vende tilbage til Smukfest er svaret klart.
"Vi kan nå mange mennesker her, det er fedt at være her og så er det jo min hjemmebane," siger Skriver.
"Ja det er jo noget af et kvalitetsstempel at være på programmet til Smukfest," supplerer Bjarnesen, der er sanger og guitarist.
Bandet består af fire medlemmer, noget Bjarnesen kalder en Beatles-opsætning, nemlig to guitarer, en bas og så trommer. Basisten er Michael Wedgwood, og på trommer,er det Claus Daugaard.
"Skriver er vores guitar 's'," siger Bjarnesen.

Alder fremmer troværdigheden

"Det er en stilart, hvor det ikke gør noget, at vi er blevet lidt ældre. Det fremmer nærmest troværdigheden," siger Henrik Skriver med et smil, der fremkalder smilerynker om øjnene.
"Vi går ikke og tænker på salgstal, men det er jo original musik, og vi vil gerne ud at spille live," siger Jesper Bjarnesen.
"Og det ser ud til, at interessen er der. Vi skal varme op for Joe Cocker i Horsens om 14 dage og tirsdag 20. august skal vi spille på Walthers Musikcafé."