Spring i havnebadet - men først i 2017
Interessen har været stor for Aarhus’ nye havnebad, men først i 2017 kan badet indtages
Det er ikke mange ting, der endnu ligger fast omkring Aarhus' nye havnebad.
Et par ting er dog mere fast end noget andet: Havnebadet kommer - blot først i 2017!
Ligeledes er der ikke tvivl om badets placering - det bliver i den inderste del af bassin 7 i den gamle containerterminal, hvor der er 11 meter dybt, forklarer Michael Troelsen, der er projektleder ved arealudvikling Aarhus.
Han ser i øjeblikket på, hvilke muligheder der er i forhold til et nyt havnebad.
“Frem til 2017 har vi god tid til at sikre, at vi får lavet havnebadet helt rigtigt. Lige nu henter vi inspiration og erfaringer fra blandt andet København og Aalborg, men har altså ikke lagt os fast på noget endnu - vi er i gang med at forberede rammerne,” siger Michael Troelsen.
Hjertet af Aarhus Ø
Noget andet, som også ligger ganske fast, er, at havnebadet bliver hjertet af den nye bydel Aarhus Ø, og at der omkring badet skal dannes et bymiljø.
“Planen er, at der skal skabes en form for Nyhavns-stemning på havnen. Før sommerferien satte vi desuden et udbud i gang om at gentænke bassin 7 - det handler altså om, hvilken kontekst havnebadet kommer til at være i,” fortæller Michael Troelsen.
Helårsbad, drift og pris?
Når det så er sagt, så bliver fakta om det nye havnebad straks mere usikkert.
Michael Troelsen fortæller, at udviklingen på havnebads-området går mod, at man laver helårsbade, men hvordan, det præcist bliver i Aarhus, er endnu uvist.
Hvorvidt det bliver et bassin med bund, som sænkes ned i havnen, eller det bliver et indhegnet stykke almindeligt hav, er heller ikke besluttet.
Ligesom det ikke er besluttet, hvordan driften og opførelsen af badet bliver. Umiddelbart er planen dog, at badet skal være gratis at benytte - i hvert fald om sommeren, forklarer Michael Troelsen.
Desuden ligger de første 40 millioner kroner klar til opførelsen - dem donerede Salling-fondene i november sidste år.
Stor interesse
Michael Troelsen fortæller desuden, at interessen har været temmelig stor for havnebadet:
“Vi har fået rigtig mange henvendelser fra både private og foreninger - eksempelvis vinterbadeklubber, som meget gerne vil kunne bruge badet om vinteren. Vi håber, at al den positive interesse gør, at havnebadet kommer flyvende fra start.”