Anders mødte racerlegende
Anders Deleuran Fajstrup fra Fredericia tilbragte forleden en formiddag i selskab med Mr. Le Mans
I sidste uge var den ni-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen i Danmark for at holde foredrag om sin enestående karriere i motorsport. Det foregik på den 57 meter lange luksusyacht John Walker & Sons Voyager. Med om bord på båden var spidskandidaten for De Radikale i Fredericia, Anders Deleuran Fajstrup, der sammen med sin kammerat var taget turen til Københavns Havn for at møde Tom Kristensen.
"Det var en stor oplevelse at komme helt tæt på Tom og få historien om hans enestående karriere. Som fan af motorsport var det skægt at høre anekdoter tilbage fra tiden i Hobro, hvor det hele startede. Vi havde en rigtig god formiddag om bord på det flotte Voyager-skib," siger Anders Deleuran Fajstrup.
Tom Kristensen var forinden besøget blevet udpeget som officiel "Game Changer" af Johnnie Walker, som står bag Voyager-båden.
Siden maj har Voyager sejlet gennem Europa, og lagt til kaj i en række ikoniske byer, hvor destinationens egne historier om fremskridt via innovation er blevet fejret.
Rejsen startede i den historiske italienske havn i Portofino, og herefter har Voyager besøgt Cannes, Monaco, Athen, Barcelona, London, Hamborg og nu København for til sidst at lægge til kaj i Edinburgh. Således vender whisky-brandet hjem til Skotland, hvor Walker-historien begyndte for næsten to århundreder siden.
Under det tre dage lange besøg i Danmark lagde stjerner som Nichlas Bendtner, Emil Thorup, Julie Zangenberg, Christiane Schaumburg-Müller, Remee, Uffe Holm, Mascha Vang, Szhirley, Frederik Fetterlein, Cecilie Hother og Dennis Knudsen vejen forbi, ligesom Tom Kristensen, Hans Lindberg, Troels Lund Poulsen, Pia Allerslev, Sophie Løhde og Lars Barfoed også besøgte båden.