Desperate festivalfans i kø foran lokal tøjbutik
Onsdag formiddag kunne Smukfest melde alle partoutbilleter udsolgt, og så gik den vilde jagt på alternative muligheder i gang
Klokken 23.05 onsdag aften fik Kim Kofoed fra Grenå en besked på Facebook, som fik ham til at springe på cyklen og sætte kursen mod en for ham fuldstændig ukendt dametøjsforretning i Skanderborg.
"Der var en chance for at få fat i en partoutbillet til Skanderborg Festivalen, så jeg nåede lige det sidste tog, og nu sidder jeg her," siger Kim Kofoed fra sin plads i solen foran Mamelukken i Adelgade torsdag morgen. '
Han er stadig ikke kommet sig over beskeden, der tikkede ud fra Smukfest onsdag formiddag klokken 10.29 om at alle billetter til hele festivalen er revet værk to måneder før festivalstart.
"Der var slet ikke udsolgt sidste år, så jeg havde overhovedet ikke set det komme," siger Kim Kofoed, som håber på at få fingre i en billet via tøjforretningen med de gode festivalforbindelser. Ellers må han ud og jagte billetterne på det sorte marked.
Hvorfor lyttede jeg ikke til vennerne?
Kim Kofoed overnattede hos en ven i Silkeborg, som satte ham af foran Mamelukken klokken 07.45 torsdag morgen. Her kunne han konstatere, at der var andre, som havde fået samme idé.
Forrest i køen lige foran døren sidder Johnny fra Skanderborg, som ærgrer sig så meget over, at han ikke lyttede til vennernes gode råd om at få festivalbilleten i hus, før det var for sent, at han ikke vil ud med sit efternavn.
"Så bliver jeg bare helt til grin," siger han og gemmer sig bag et par mørke solbriller.
Festivalen varer fra 7. – 11. august. Alle partoutbilletter og lørdagsbilletter er udsolgt. Men der er stadig mulighed for at købeendagsbilletter til onsdag, torsdag, fredag og søndag.