Veteraner i massevis
For ottende gang er der veterantræf og markedsdag i Hylke
Er du bidt af veterankøretøjer, så sæt kryds i kalenderen lørdag 17. august. Her fyldes pladsen ved Købmanden og Hylke Skole i landsbyen Hylke for ottende gang med veterankøretøjer, når Hylke Veterantræf og Markedsdag løber af stablen fra klokken 9.30.
I år forventer folkene bag arrangementet, at der dukker omkring 100 deltagende køretøjer af alle mulige slags op til veterantræffet, der er for alle typer af køretøjer fra før 1980. Så har du en bil, motorcykel, knallert, trakter, eller er du den lykkelige ejer af en veteran-lastbil, så kør den ud af garagen og mød op til arrangementet.
Mange af køretøjerne kommer fra det midt- og østjyske område, men en del trofaste deltagere kommer også hvert år rullende blandt andet Nakskov og Struer.
Se en Mercedes-bus
I år er der blandt deltagerne et køretøj, der nok vil blive nikket genkendende til af mange lokale, idet Bushistorisk Selskab deltager med deres gamle Mercedes-bus. Det er bussen, der i sin tid tilhørte Skanderborg Busselskab, og som stadig kører med dette selskabs navn og farver.
Klokken 10.30 kører deltagerne ud på en køretur rundt om Skanderborg Sø, med en lille afstikker forbi Ejer Baunehøj hvor der er ”Pit-Stop” omkring klokken 11.
Men selvom du ikke er den lykkelige ejer af et veterankøretøj, så er der masser at tage sig til ved arrangementet. På træf og markedspladsen vil der dagen igennem være både børneboder og voksenkræmmere, og en rigtig lirekassemand vil gøre sit, for at få folk i den rigtige markedsstemning.
En gammel Falck ambulance fra 1953 vil være udstillet på pladsen, og som et noget mere moderne indslag, vil der være mulighed for på nærmeste hold at se og høre en moderne specialbygget pulling tractor med 4000 hestekræfter. Træffets deltagere stemmer selv om hvilke køretøjer, der skal have præmier og diplomer for at være de flotteste, og publikum stemmer om deres favoritter, der ligeledes præmieres inden arrangementet slutter klokken 15.