Prince-koncert udløste en skov af sms’er
Telenors kunder sendte 63.000 sms'er på få timer onsdag aften før, under og efter Prince-koncerten til årets Smukfest i Skanderborg.
Onsdagens store Prince-koncert på Smukfest i Skanderborg fik gæsternes mobiltelefoner til at gløde. I perioden fra onsdag klokken 20 til klokken 01 sendte Telenors festivalkunder således 63.000 sms'er. Men telefonerne i bøgeskoven blev i høj grad også brugt til internet og samtaler. På de fem timer fra kl. 20 til kl. 01 registrerede Telenor, at der gik 135.000 MB mobildata igennem masterne på festivalen, og i samme tidsrum talte Telenors kunder på festivalen 44.000 minutter i deres telefoner.
”Smartphones er blevet en vigtig del af festivaloplevelsen, både når man skal koordinere de næste koncerter og fadøl med vennerne, og når man skal følge med på Facebook og måske selv uploade koncertbilleder for at dele oplevelserne med dem, der ikke er på festival,” siger Telenors privatkundedirektør Mikkel Torsting i en pressemeddelse.