"Jeg var dum og naiv"
De 150 stole, der stod klar til debatmødet med Ahmed Akkari i Kolding i går aftes blev fyldt op et kvarter efter dørene åbnede og op mod 50 mennesker måtte gå forgæves. Indvandrere, ældre, unge, lokalpolitikere og pressefolk, men ingen sikkerhedsvagter, okkuperede Kolding Bibliotek ved det første debatarrangement med den tidligere imam, Ahmed Akkari, siden han for et par uger siden udtalte at han fortryder sin rolle under Muhammed krisen.
Mødet i Kolding var arrangeret af socialdemokraten, Christian Rabjerg Madsen, som indledte mødet med et oplæg om aftenen. Derefter fik Ahmed Akkari ordet, hvor han blandt andet kom ind på den rejse han har været igennem, som dannede grundlag for den kovending han har gennemgået i hans syn på islamisme.
da det blev publikums tur til at stille den tidligere imam spørgsmål, blev Ahmed Akkari både mødt med alt fra rosende ord til uforståenhed.
"Du skal bare vide, at du har gjort det rigtig svært for mange af os muslimer, da du gik ud og gjorde de ting dengang. Pludselig kunne vi ikke få job og vi blev set ned på, fordi nogen brændte flag af i Mellemøsten" sagde en ung mand med anden etnisk baggrund blandt andet.
En anden ung muslim påpegede at Akkari skulle passe på med at sætte alle islamister i bås, fordi de også gjorde "mange gode ting"
En midaldrende kvinde fik på et tidspunkt ordet, hvor hun ikke lagde fingre imellem omkring hvordan hun havde haft det, da Ahmed Akkari i 2005 opildnede til had mod Danmark i Mellemøsten.
"Jeg syntes du var en stor klaphat dengang. Men samtidig ved jeg, at det kan være svært at gå bodsgang. Så du skal have respekt for, at du gør det her", sagde hun.
Ahmed Akkari var ikke sen til at undskylde for sin rolle.
"Jeg beklager jeg var så dum og naiv at jeg bare hoppede med på det de sagde" sagde han blandt andet.
Du kan læse meget mere om mødet med Ahmed Akkari i næste uges udgave af Lokalavisen Kolding, hvor du også kan læse et portræt af den tidligere imam.