Fortsæt til indhold

Ole Madsen fejrer 25 år som radioforhandler

Den velkendte Expert-forretning i Brogade 19 i Køge, har det som sit ”varemærke” at levere ”den fulde pakke”…

Samfund
Af Jørgen Petersen

JUBILÆUM: Der er ikke så mange af slagsen mere, men med de rigtige mærker og den rette indstilling til service, er Ole Madsen, Expert i Brogade, Køge, en af de få selvstændige radio/TV-forhandlere herhjemme. Kæderne har mange steder fået overtaget, men ikke hos Ole Madsen, der startede som bestyrer i Brogade, og bruger alle sine kræfter i midtbys-butikken.
- Der er mange, der tror, at alle Expert-forretninger har samme ejer, men det er ikke tilfældet. Jeg ejer kun butikken i Brogade, mens Expert i Den Hvide By f.eks. er en kæde-ejet forretning, fortæller han.
Ole Madsens Expert-forretning er et tydeligt tegn på, at med de rigtige mærker og den rigtige service, kan man sagtens overleve som selvstændig.
- Vi siger jo gerne, at hos os får man hele pakken med, siger Ole Madsen.
- Og det vil sige, at man ikke selv har nød at ”bøvle” med at slæbe f.eks. et TV hjem, installere det o.s.v. Vi tilbyder gerne at levere og sørge for opsætningen, så det hele fungerer med det samme, og det er vel at mærke af faguddannet personale.
Foruden Ole Madsen er Niklas Thomsen og Claus Rasmussen ansat i forretningen, og de har begge en solid uddannelse bag sig.

Folk går efter kvalitetsvarer

Der er kommet mange billige produkter på markedet indenfor radio-/TV-branchen, og hos Ole Madsen kan man da også købe ”mellem-produkterne”, men det helt store er fortsat B&O.
- Der er ingen tvivl om, at folk går efter kvalitet, siger Ole Madsen, men som fladskærm nr. 2 eller 3 sælger vi da også mange af de billigere modeller.
Foruden TV er computere og sorround anlæg også blandt de store hits, og så er mobil-telefonerne vendt tilbage i sortimentet.

Aktiv jubilar

Ole Madsen, der er 48 år er oprindelig fra Haslev, men har i de sidste 15 år boet i Dalby. Han er gift med Jette Tuborg Madsen og de har 2 drenge, som har bragt ham ind i det lokale foreningsliv.
Han har i mange år siddet i sponsorudvalget i håndboldklubben i Dalby, og da han også selv er aktiv på sportsfronten - tennis et par gange om ugen i Ulse Tennisklub – har han påtaget sig kassererhvervet i den lille klub.
Men her stopper det ikke!
Formen skal jo holdes ved lige, og derfor begyndte han for nogle år siden at løbetræne, og det er foreløbig blevet til 7 stk. halvmaraton.
- Jeg kommer ikke af sted, hvis ikke der er et mål, så jeg begyndte at melde mig til halvmaraton. Det er blevet til 7 stk. nu, heraf de 3 sidste år, og her den 15. september skal jeg deltage i endnu et, nemlig Københavns halvmaraton, det der hedder ”Powerrade”.
Der er jubilæums-reception i butikken, Brogade 19, på torsdag den 22.august fra kl. 14.00-17.00, og jubilaren, som ikke fornægter sig et godt glas rødvin, vil jo nok gemme de fleste af de flasker han uden tvivl får på jubilæumsdagen, til efter den næste halvmaraton.

Ole Madsen foran expert butikken i Brogade i Køge.