Fortsæt til indhold

Produktionsskolen får godt en halv million

Samfund
Erling Baastrup

Favrskov Produktionsskole har modtaget 518.000 kroner fra Ministeriet for Børn og Undervisning. Skolen indgår derved i det omfattende satspuljeprogram ”Bedre faglig læsning og skrivning”, som sætter fokus på at gøre en positiv forskel for unges kompetencer inden for læsning og skrivning.

Overskride barriererne

Forstander Søren Wistrup er begejstret for at indgå i programmet: ”For mange unge er det at kunne læse og skrive en af de største udfordringer og samtidigt en af de største barrierer for at kunne gennemføre uddannelsen. Det er derfor med stor glæde, at vi her på Favrskov Produktionsskole nu får mulighed for at sætte fokus på de unges udfordring og hjælpe til med at overskride barrieren for at gennemføre uddannelse”.

Hvad med læreren?

I maj 2013 deltog Favrskov Produktionsskole i et kick-off møde for programmets 12 godkendte projekter, hvor projektleder Charlotte Have præsenterede skolens projekt. Hun fortæller:
”Projektet skal i løbet af 2013-14 blandt andet udvikle en model for, hvordan lærernes kompetencer til at arbejde med læsning og skrivning på værkstedet kan videreudvikles. Projektet skal desuden udvikle undervisningsforløb i læsning og skrivning forankret i værkstedspraksis.”
Projektet har deltagelse af flere skoler herunder: Den Jydske Haandværkerskole, Haderslev Produktionsskole og Marienlyst Produktionshøjskole.