Farten sættes ned på central færdselsåre
Fra årsskiftet bliver den tilladte hastighed på Høeghsmindevej og Smakkegårdsvej sat ned til 50 km/t
Gentofte Kommune har fået grønt lys af Nordsjællands Politi til at sænke den tilladte hastighed på Høeghsmindevej og Smakkegårdsvej, så bilister fra den 1. januar 2014 kun må køre 50 km/t på den centrale færdselsåre, der nu får status som byzone.
I første omgang sker det som et etårigt forsøg uden, at der følger hastighedsdæmpende foranstaltninger, som f.eks. helleanlæg, med. Men politiet har betinget sig, at Gentofte Kommune skal etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger, hvis forsøget ikke fører til, at hastigheden på den lange vej rent faktisk sættes ned af bilisterne.
Socialdemokraten Søren Heisel har i årevis plæderet for en hastighedsnedsættelse på Høeghsmindevej/Smakkegårdsvej, så han er en glad mand i dag.
“På landet skal man sætte farten ned til 50, når der kommer tre huse, men i Gentofte har man måttet ræse gennem byen med 60 km/t. Det er overhovedet ikke rimeligt, så jeg er glad for på alles vegne, at der nu endelig sker noget i sagen”, siger politikeren, der har haft fartændringen på sin politiske ønskeliste siden 2006.
For at sikre, at bilisterne overholder den nye lovpligtige hastighed vil der med jævne mellemrum blive sat plastictavler med ‘Husk 50 km/t' op. Der vil også blive placeret to mobile fartmålere på de to veje i faste intervaller, og politiet vil også med jævne mellemrum kigge forbi med deres ATK-vogne (automatisk trafikkontrol).